Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henri Nathansen: Tre Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tre Breve
59
Jeg ventede Brev fra dig i Paris — ventede du maaske ogsaa
fra mig? Hertil skal du ikke skrive, jeg véd ikke, naar og
hvorhen jeg rejser. Jeg har saa ofte tænkt paa at skrive dig til, men
hvad skulde jeg sige dig andet, end at jeg elskede dig som jeg
elsker Sommeren i Danmark. Nu er det Efteraar, og Danmark
ligger og svømmer i Taagen. Jeg véd ikke, naar jeg kommer
tilbage. Naar Efteraaret falder over Danmark, synes man aldrig, det
kan blive Sommer igen. Hvad skulde jeg skrive dig til? De Par
Ord, jeg sendte Hjalmar fra Paris, sagde dig jo, at jeg var til, og
at jeg var stoppet op ved en anden Station. Nu er jeg stoppet
op ved en tredje. Jeg synes, mit Liv er en Kuffert, jeg stadig rejser
rundt med. Jeg faar næppe Tid til at aabne den, før jeg smækker
den til og rejser videre. Jeg faar aldrig pakket mit Liv ud til Bunds.
Jeg kan ikke gro fast. Følte du ikke, Ellen, nu paa det sidste,
at jeg ikke rigtig hørte, ikke saa’ dig — det hviskede sagte i mig:
se dig ud, Sven Vonved! Naar du laa i mine Arme, følte jeg, at
du laa der. Du forstaar mig.
Jeg maatte bort. Jeg var træt af Danmark, af Sommeren og
Lykkens Bo. Har man levet tre Maaneder i Danmark, føler man
sig som i Embede med Anciennitet, Familie og Ret til Pension.
Man kan ikke staa udenfor i Danmark — der er simpelthen ikke
Plads dertil. Og er man kommet indenfor, staar den duftende
Fedekalv slagtet til Ens Ære, og man faar sin sikre Plads i
Generationen med Alderstillæg og jævn fremadskridende Blødhed.
Jeg maatte bort — fra Danmark og Sommeren og dig. Jeg maatte
bort, fordi jeg følte, at Hadet var begyndt at flimre for mine Øjne.
Der er noget galt ved mit Syn. Jeg kan ikke taale for megen Varme.
Bort ..! Damperen ved Havnen kaldte paa mig, Toget, der
løb over Markerne, trak mit Blik med i en stor, svimlende Kurve.
Sad jeg ved Aaen og saa’ Smaabølgerne trille af Sted ... de drog
bort, kom aldrig igen. Det kaldte altsammen paa mig — Markerne,
der bølgede som flygtende Røg — Flaget, der sled som en lænket
Fugl ... bort ... bort! Og jeg rejste og aandede befriet.
Jeg véd, du vil ikke græde og med Ansigtet hærget og plettet
af Taarer regne op for mig i Kroner og Ører, hvad du har kostet
paa mig af Kærlighed, for slet ikke at tale om, hvad du har ofret
mig af Ære. Vi mødtes en Sommernat — gled som et Strejf over
Sommernattens unge smertelige Ansigt ... lev vel, I Stjerner ...
lev vel, Maane ... lev vel du Strejf i den altfor korte Sommernat!
Ellen — du gav mig Ly, det er Ordet. Klangen af det Ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
