Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Romantiken i moderne dansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109 Romantikken i moderne dansk Litteratur
mantikere. Deres Guder er Pan, Eros, Dionysos. Der er en
orgiastisk Henrykkelse over dem, en Nedsænken sig i Naturlivet,
en Fornægten af Aanden, en mystisk Forsvinden i Naturen som
en Bølge i en Strøm. Thomas P. Krags helt instinktive Helte
bærer Dyrenavne, drives viljeløst gennem Livet af deres
Begæringer og dør i en Hule eller Hytte ude i Skovene — de Skove,
som Forfatteren ikke kan faa sorte nok. Selv for en Rørdam —
der dog har modtaget kristelig Kultur — er det den store Trøst,
at alt kommer evigt igen, Nietzsches „ewige Wiederkunfl." At alt
evigt er til efler evigt samme Rytme — denne Lære synes disse
panteistiske Mystikere den store Trøst, fordi det er den store
Beruselse. De har abdiceret deres Menneskelighed og er bleven
Natur.
At lade sig glide ned i Naturens Afgrund — dermed ender al
Romantik og al Naturalisme. Og hos ingen kommer dette
stærkere til Udtryk end hos det unge Danmarks største Begavelse og
mest uforfærdede Aand — hos Johannes V. Jensen. Ingen er
naturberuset, ingen er livsbejaende som han. Ingen har lovsunget
Livet i alle dets Former som han — Livet quand méme, Livet for
enhver Pris.
„Der tilkommer enhver af os en Andel i denne Verdens Gunst af
Firkortmis, Vals, Bryllup og Barsel — en Part af Pengene, af Gigt og
Gebræklighed, Tigerskind under Bordet, Klaver- og Portræt i
Legemsstørrelse. Og om føje Tid skal du ikke hviles bedre eller værre end
Fortidens Høvding, der brændte paa Baal med alle sine Vaaben og
Heste i den dybe Skov." Og et andet Sted, i en Skildring fra Paris:
„Boulevardens Flod murrer lykkeligt. O svindende Dagslys og trøstige
Lygtelys paa alle levende Ansigter! De rødmer og lever op som
Skindøde, alle Farver lyser paany, men mattere som under et Drys af hvid
Aske. Det er, som stiger der et gammelt stærkt Kvæde om svundne
Tider, en usigelig Tone, og langt ude hælder Skyggerne af de Døde
sig frem.
„Larmen dønner og ryster. Vognene ruller med gule Hjul. Alt,
hvad der er synligt, og alt hvad der tager Del i Lyden paa Gaden
trøster de Levende.
„Der dukker en gammel, ensom Mand ind under Kaféens Markise.
Lyset blotter hans Klæder og hans Aars Usselhed, han er baade skæv
og krum og duer ikke til mere, og nu holder han Livet oppe ved at
rode under Kaffebordene og samle Cigaretstumper op. Men er han ikke
midt i det Hele paa sine gamle Dage, ser han ikke Vinduernes Overflod
af dyre Sager, Reklamebogstavernes Ildskrift oppe i Luften! Han er
ikke ulykkelig, selv om Syn og Hørelse og Lugt gaar næsten fra ham,
han lever endnu og er ikke ulykkelig."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
