Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Romantiken i moderne dansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Romantikken i moderne dansk Litteratur
Man indvende ikke, at ét er at sidde som ung velklædt
rejsende ved Kafébordet og lytte til det „gamle stærke Kvæde om
svundne Tider", et andet er at være pjaltet og gammel og sulten
og halvblind og døv og gaa med Syvtallet langs Kaféfortovet —
man indvende ikke, at den romantiske Forgyldning af Tilværelsens
ubortdisputerlige Elendighed her bliver lovlig grov. Thi Johs. V.
Jensen svarer kun:
„Hvem vil tale om Ulykke, naar der i det Samme gaar to lykkelige
Mennesker forbi! Hvem synger en Gammehnandssang om Sorg og
Afmagt, naar Omnibussen sprænger over Gaden, trukken af tre atletiske Heste
og med en sekstenaars Pige som Topfigur, et sort, mystisk Haar oppe i
Majaftenens Luft! ... Se, de gaar der, de Levende — det er saa
indtrængende vist, det ses med Voldsomhed, de er der. Og dette Indtryk
af Rum, hvori de gaar og kommer, er saa stærkt, at det brænder —
ikke anderledes, ingen Forandring, evigt alt dette!" (Gotisk
Renæssance, 150—151).
Denne mægtige Livsfølelse er det, som driver Johs. V. Jensen
til højest af alt at elske den moderne Storstad. Myldret, Larmen,
Trængslen, Rastløsheden og Virvaret betager og henriver hans
Sind. Livets Overdaadighed trænger sig ind paa ham som i en
Urskov. I Storstaden er der saa rigt med Liv, saa rundeligt med
Eksistenser, at man ligesom mister Følelsen af den enkeltes Værd.
Det Ansvar, hvorunder man ellers lever, ligesom tages fra En.
Storstaden er Kulturens Tropeverden, hvor Livet myldrer og
vælder med samme umiddelbare Kraft som i Djunglen og mellem
Lianerne. Her føler Rovdyret i Mennesket sig vel til Mode, spænder
sine Muskler og strækker sine Kløer. Lad alting blomstre, alting
leve og røre sig, som det kan og maa!
Johs. V. Jensen har da sikkert intet imod, at man kalder
ham Anarkist — og der er vistnok flere unge, der føler som
han. Den saakaldte „angelsachsiske" eller „jydske" Livsanskuelse
er jo intet andet end Anarkisme — Afkasten af alle Aag —
ekstrem Romantik. Anarkisten er den forholdsløse, den inderligt
ensomme, der kun føler sig vel til Mode i Millionbyen, hvor Luften
mod Aften „gennemspøges af et skarlagenrødt, vildt Lys — et
Brandskær, som om Jorden mindedes sin Urtid" eller i Urskoven,
»hvor Dyrene griner ensomt til hverandre" . . .
Men hermed har ogsaa Romantikken kulmineret og aabenbaret
sig som Fjendskab mod Menneskene. Man kan ikke Qerne
sig længere fra Mills Utilitarisme, end det her er sket. Naar
Shakespeares „Richard III" opstilles som et Ideal, (og det sker hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
