Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Christian Rimestad: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Lyrik
Nu burde det store læsende Publikum søge til Sophus Claussen.
Saa megen Skønhed, saa meget Vid, saa fine Drømmerier, saa
mangfoldig en Erotik bør ikke forbeholdes de „litterære".
* *
*
Har Sophus Claussen vidst at tilegne sig nogle af den saakaldte
symbolistiske franske Poesis Hemmeligheder: det bevidst skødesløse, det
forborgent antydende, Sætningens stemningstunge Dis, hvorigennem et
Billede kan brænde frem, som et Maanelys gennem en Aftentaage, ’eller
som et Smil, der oplyser, pludseligt, et Ansigt, breder sig paa Bekostning
af alle andre Skønheder, men dog lidt efter lidt aabenbarer paa en ny
Maade hver enkelt Dels særlige Skønhed, — er Sophus Claussen saaledes
beslægtet med de forfinede, suggererende Franskmænd, saa er det de
fremragende franske Parnassister, som Sophus Michaelis i sin Palmerne,
ligesom ogsaa for en Del i sin Livets Fest, bringer En i Erindring.
Der findes i Palmerne beskrivende Digte fra Ægypten, meget
virkelighedsnære, gennemhedede af Sanseliv. Med sin kræsne Sprogkunst
finder han det centrale Ord, der aabner Læserens Øjne, vækker alle
hans Sanser. „Kairo" er helt fyldt af den bugnende Kløvers Duft:
Grøntbjærgene stille slingre
under Kamelernes Fjed.
De tunge Sølvringe klingre
om Kvindernes Ankelled.
I Digtet Ørkenblomst fornemmer man saa stærkt Middagshedens
tørre, tavse Luft og igennem hele Digtet modtager man et let
svimmel-fuldt Indtryk af Kamelens drivende og gyngende Gang: de store Øjne
svømme | i dunkelbrune Drømme: | et blankt og brustent Blik | fra Vejene
gen gik. I Nilsangen krydses og kobles Rimene sammen saare
kunstfuldt. Dette Digt giver næsten intet til Øjet, men Øret en sødt
smægtende, klukkende, uafbrudt rislende Vellyd.
Men der findes andre Digte, hvor Beskrivelserne forener sig med
Betragtninger eller Drømme, og de er meget mere vidt rækkende Poesi.
Det er her, at Michaelis minder om ingen ringere end Leconte de
Lisle. At Leconte de Lisles Vers ruller med en tungere og mere
højtidelig Klang, og at Ordene toner med et dumpere og mere langligt
Ekko — det maa først og fremmest tilskrives det franske Sprogs særlige
Metrik og ejendommelige Vellyd.
Der er i adskillige af Michaelis Strofer et Storsyn og især et Udsyn,
der gør dem vidtfavnende og stærkt betagende.
Dybest har det Digt grebet mig, der hedder „Den hellige Sø". Man
vilde saa gerne citere det hele, men det er som Stemningen har fortættet
sig i disse Liniers Højtid:
O evige Stilhed som stiger fra dit Vand,
du skumrende, du hellige Sø —
en Flagermus striber dlg med sin Vinges Rand —
du har slugt alle dem som maatte dø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Oct 18 17:09:51 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1905/0186.html
