Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyrik
183
Du har drukket deres Sjæle som faldende Lot,
du har sunket deres visnede Savn
og gemt bag dit gamle stivnede Smil
Himlens uudsigelige Navn.
Pragtfuldt er de sidste Strofers Udsyn:
Og som et brustent Øje skal selv du blive blind,
du skumrende, du hellige Sø,
fyldes af Historiens ustandselige Svind
sluge alle dem, som maa dø.
Du skal drikke deres Sjæle som faldende Løv,
og synke deres visnede Savn,
men gemme bag dit gamle, stivnede Smil
Himlens uudsigelige Navn.
Det er, som om Michaelis nede i Ægypten har drukket sig en meget
frugtbar Rus i Følelsen af alle Tiders Ensformighed, de vimse, begærlige, uroligt
jagende Menneskers Myreagtighed i Modsætning til Naturens stumme,
uforanderlige og ubønhørlige Majestæt.
Fortræffeligt passer i Digtet om Sfinxen ved Gize Rytmens
monotone Hammerslag (lutter Trokæer) til Digtets høje Ro. Sfinxen der
„tung og tavs i Ørken vaade | over evig Tomhed ruger", véd, „at den hele
Jordkultur | er en Smule Støv og Smuld kun | over Grundens Sten-Natur".
Hør hvor pompøst de sidste Strofers Hammerslag munder ud i den
definitive Tavshed.
Lad kun Myreflokken grave
frem din Krop af Sandets Vold,
lad de smaa Pygmæer trave,
indtil Jorden bliver kold:
Alting skal som Sandskorn rinde
gennem Tidens Ørkensold.
Støvet alt skal overspinde,
Sfinxens Klippeflanker dække
og til Nakkebindet række:
Farao slumrer lige tryg,
dybt i Evigheden dukket
Har sig Ørkenhavet lukket
om hans brede Kæmperyg.
Ganske den samme Stemning findes udtrykt i Digtet Ved
Pyramiderne: Mens Riger ramled ned i Grus | og Slægten visned en for
en | laa dette Mindets tavse Hus | rodfæstet i den golde Sten.
Men de i en vis Forstand ypperste Digte i Bogen — dem Ens
Hjerte faar kærest — er et af Cyklusen Palmerne og Mindedigtet til
Axel Vadum. Michaelis, der i sin tidligere Produktion hyppigst har været
en malende og beskrivende Digter, har her vist, at han ogsaa formaar
at bevæge dybt.
Besynderligt dragende er Ouverturen til Palmerne:
Har jeg drømt i Tiders Morgen om en paradisisk Kyst,
om en Have midt i Havet, om et Blaa der aldrig falmer,
om et højt og nøgent Næs der sig nærmer solbelyst
i en Kimmgsrand som vinker med forventningsstille Palmer . . .
I de følgende Strofer giver han gribende og nye Udtryk for den
ældgamle Ærbødighed for Dødens Løndom. Manende taler de om, at vi er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
