Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Poulsen: Religiøs Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Religiøs Litteratur 268
end Dr. Rasmussen, hos hvem alt var førstehaands. Forfatteren af en
Bog om Mystik maa tumle med saa forskellige Tidsrum, Sprog og
Kulturer, at han ikke altid kan øse af Kilden selv eller gennemleve det hele
personligt. Men han kan berolige sig med, at Kritikeren endnu mindre
har Tid til at gaa alt efter. Denne har kun ét at gøre: at foretage en
Stikprøve. Men ogsaa her vil Tilfældigheden raade, og man risikerer at
ramme Forfatterens svageste Punkt og gøre ham Uret, hvis man
bedømmer Resten derudfra.
Men lad os alligevel forsøge med Kapitlet: den græske Mystik.
Fremstillingen er med Rette bygget paa Ervin Rhodes .Psyche", og til den
forkortede Gengivelse af den ældste dionysiske Religion er der intet
andet at sige, end at det dog maaske havde været ønskeligt, om
Forfatteren havde omtalt de Tilløb til Mystik og Askese, som allerede
Zevskul-ten i Dodone og Demeterkulten indeholdt. Men i det følgende, hvor det
drejer sig om Dionysosmystikkens Omformning paa græsk Grund, til den
naaede sin lutrede Form i Platons Tænkning, bliver Billedet ganske falskt
i Farven. Der skelnes ikke skarpt mellem oprindelig Dionysoskult og
Orfismen med dens faste Dogmelære, af hvilken igen Pythagoræerne var
afhængige, der tales ikke om Foreningen med Apollokulten og alt det
andet, der mildnede og forædlede den raa Thrakermystik. Det er mere
end uheldigt at skildre en saa stærkt bevæget Periode gennem to
Filosoffer: Pythagoras og Empedokles. Det, der er Hovedsagen: Kampen
mellem det oprindelige græske Livssyn med det gabende Svælg mellem
Gud og Menneske, udtrykt bl. a. i Ordene: Kend dig selv og i Herodots
Nemesisteori, og paa den anden Side Orfismens Lære om Sjælens
Udødelighed, der slaar Bro over Svælget, bliver En ikke klart gennem
Skildringen, og dermed mangler Forstaaelsen af det Grundlag, paa hvilket Platon
byggede videre.
Thi her er det, Platon træder til og forener de to Forestillingskredse.
Dr. L. sammenfatter Resultatet saaledes: er Sjælen udødelig, saa er den
guddommelig. Platon er i Virkeligheden gaaet den modsatte Vej, idet
han begynder med Forestillingen om Afstanden mellem Gud og
Menneske, men derefter stiller sig selv de Spørgsmaal: Kan denne Skranke
ikke brydes? Kan Mennesket ikke faa Del i det guddommelige? Hvad er
Gud? Det godes Idé. Naar da Mennesket var godt, saa vilde der jo ikke
være en Arts-, men højst en Gradsforskel. Og fra Sokrates har han arvet
Troen paa det gode i Mennesket. Det gælder blot om at forstaa, hvori
det gode bestaar, at naa til Forstaaelse af det godes Væsen, thi da vil
Mennesket ogsaa gøre det gode og stræbe at rense sig for det onde, der
drager Sjælen nedad. Men sejrer det gode i Mennesket fuldkomment, da
har Mennesket ogsaa naaet det guddommelige og har derigennem faaet
Del i dets Forret: Udødeligheden.
Dette er i grove Træk Platons Tankerække. Ad den græske
Spekulations lige Vej vinder han Fod for Fod frem til Tro paa Menneskets
Lighed med Gud. Billedet varierer i det uendelige inden for Platons Værker
(Faidros, Faidon, Staten, Filebos), ingen Filosof er saa foranderlig som
han. Alene inden for Staten kommer helt modstridende Tanker til Udtryk,
fordi det gamle og det nye har svært ved at enes i samme Bevidsthed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
