Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Poulsen: Religiøs Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Religiøs Litteratur
269
Det gaar her paa samme Maade som i hans Forhold til det skønne,
navnlig det skønne Legeme. Der er ligesom to Naturer i Platon. Snart ferér
hans Begejstring for legemlig Kraft og Skønhed til en vidt dreven
Overvurdering af de legemlige Fortrin og en ret brutal Racemoral (Statens
femte Bog), snart svinger han sig op til strenge Krav om Døden af alle
Legemets Drifter, til asketisk Moral og mystisk Ekstase. Paa dette Punkt
mærkes det føleligt, at Dr. Lehmanns Kendskab kun er andenhaands,
at han ikke kommer frisk fra Læsningen af Platons egne Skrifter.
Mærkeligere er det, at han ikke betoner Modsætningen mellem Platon og de
kristne Tænkere, der ligesom denne tumler med Begrebet: Enhed mellem
Gud og Menneske. Den kristne Grubler, først Forfatteren af Johannes’
Evangelium, senere mange flere, søger nemlig sin Trøst deri, at Gud er
bleven Kød, d. v. s. Menneske. Der kommer paa den Maade ganske
vist en dobbelt Vekselvirkning i Stand, men den platoniske Tanke om
Sjælens Frigørelse fra Kødet er dog vingeskudt, „Identitetshypotesen" har
faaet en Udvidelse, der altid vil forekomme den med græsk Tænkning
fortrolige ikke blot betænkelig, men rent ud vederstyggelig.
Og dog har ogsaa denne Tro paa Guds jordiske Fødsel bragt Trøst
og Forædling til Millioner, tændt Barneøjne lysende glade og gjort de
gamle til Børn paa ny. Det var ikke, fordi Tanken selv om Guds
Menneskevorden blev lutret — tværtimod. I den ældre Kristentid var Kristi
aandelige Fødsel Hovedsagen; man fejrede Epifanifesten som Kristi
Fødselsdag, til Minde om Aandens Udgydelse og Guds Forkyndelse, der
i den ældre Overlevering lyder: Dette er min Søn, som jeg fødte i Dag.
i Aaret 353 e. Kr. siger den romerske Biskop Liberius i en
Epifani-præken: Ganske vist var Kristus et Menneske, født af en Jomfru, men
alene af alle dødelige var han avlet af Gudfader. Aaret efter indførte
imidlertid samme Biskop en ny Kristi Fødselsdag, den 25de December.
Øjemedet var et rent verdsligt: at forhindre de kristne i at deltage i de
muntre hedenske Saturnalier. Kun paa den Vis fik man Bugt med
hedensk Kultus, at man henlagde de kristne Fester paa de hedenske
Festdage, førte Processionerne ad de samme Gader og byggede kristne
Kapeller over de gamle Kultsteder. Den nye Fest henlagdes til en
nyopført Kirke, S. Maria (nu Maggiore), i hvilken Julenatten blev fejret med
Nydelsen af Svinekød for at haane Jøderne og under stor Jubel, som
en Modsætning til Paaskenattens alvorlige Vigilie. Sandsynligvis har den
gamle Saturnaliefests Kaadhed bestemt den kristne Højtids Karakter,
ligesom vi i Demeterfesten finder samme Omslag for Sorg og Askese til
løssluppen Jubel, der endnu karakteriserer græsk Paaske. Hvor hurtigt
den nye Fest udløste „Julestemningen", ser vi af en Julepræken, som
Johannes Chrysostomus holdt i Jerusalem i Aaret 388. Her betegnes Herrens
Fødselsdag som Kilden, fra hvilken alle de andre Kirkefester udspringer, som
den største, fordi Herren paa den Dag fornedrede sig og blev Menneske.
Netop ved sin Kødelighed og Verdslighed blev Festen populær og bredte
sig rivende hurtigt. Den faldt til alt Held ogsaa sammen med
Mithras-religionens store Solfest, og dette skaffede den Udbredelse blandt Galliens
og Germaniens Legioner og bidrog til Kristendommens Sejr over dens
farligste Modstander. Overalt, hvor den kom hen, mødtes den med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
