Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Ballettens Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ballettens Kunst
339
Modstand, vække ham af hans Passivitet og vedligeholde eller om muligt
højne den Ekstase, der behersker ham. Kun Instrumentet er Medium
mellem Kunstner og Tilhører. Men ogsaa denne Mur falder, naar
Kunstneren griber til et Instrument, der er følsommere og lydigere end den
ædleste Kremoneser, og benytter sit eget Legemes Bevægelighed, sin egen
Sang- eller Talestemmes Udtryksevne til at skabe en Skønhedsvirkning,
der er Naturen nægtet og kun eksisterer i Kraft af menneskelig
Viljestyrke eller guddommelig Naadegave. Naar dette Skønhedsindtryk er frit
for enhver Fornemmelse af Smerte eller Ubehag, indtræder den
ekstatiske Tilstand, som man kunde kalde den fuldkomne Illusion.
Det er altsaa ikke helt uden Grund, at Scenekunsten er den af de
skønne Kunster, der virker stærkest paa sit Publikum, og naar den ikke
desto mindre ofte behandles med en vis Ringeagt, som om den hørte til
en lavere Rangklasse, ligger det uden Tvivl i, at den betragtes som i
første Række reproducerende en anden Kunstarts Frembringelser.
Scenekunstnerens Opgave er efter den gængse Opfattelse at virke som
Fortolker af Digterens, Balletmesterens eller Komponistens Intentioner. Denne
Opfattelse kaster imidlertid et ganske falsk Lys over Scenekunsten. Alle,
der har set Mounet Sully og Sarah Bernhardt som Hamlet, vil vist
indrømme, at de to Mænd ikke havde den svageste Lighed med hinanden,
skønt de udtalte nøjagtig de samme Ord, og ligeledes vil vist alle
indrømme, at det rent umiddelbare Indtryk, Læsningen af Stykket gør,
fremkalder et Billede, der ikke blot i rent scenekunstnerisk Skønhed staar
uendelig langt tilbage for de to Scenefigurer, men som ogsaa ligger i en
helt anden Retning. Jo mere udpræget Scenekunstnerens personlige
Temperament er, og jo flittigere han arbejder med sin Rolle, des
fuldstændigere forsvinder Digterens Billede. Ja der er mangfoldige Tilfælde, hvor
Scenekunstnerne ligefrem arbejder paa at kvæle Digterens Ord. Naar
f. Eks. Poul Nielsen spiller Narren i Lear eller Fru Bloch Trine Rar i
Aprilsnarrene, er dog alle enige om, at de arbejder i den stik modsatte
Retning af den, Digteren angiver, og det falder haardt at tro, at
Kunstnerne ikke selv skulde være sig dette bevidst. Men det er deres gode
Ret. Hvis nogen vil gøre sig bekendt med Heiberg eller Shakespeare,
kan han jo hente dem ned fra sin Reol. I Teatret hersker den levende
Kunst, og man kan virkelig ikke forlange, at Scenekunstnerne skal bruge
deres Døgnfluetilværelse til at figurere som Talerør for afdøde eller
nulevende litterære Berømtheder. Det er retfærdigt og glædeligt, at et
Skuespil som Zaza bliver en stor Succes, medens Lear hensygner under
fuldkommen Mangel paa Interesse, naar der spilles god Komedie i det første,
men kun præsteres hæderlig Shakespearefortolkning i det andet. Det
skrevne Ord spiller i Virkeligheden ikke synderlig større Rolle for
Scenekunstneren end Farver og Ler for Billedkunstneren, men naturligvis vil
samvittighedsfulde Kunstnere (Sarah Bernhardt f. Eks.) vide at udnytte
deres Raamateriale til Mulighedens yderste Grænser. Naar en af vore
fornemste Teaterkritikere engang har ytret Ønske om, at det kongelige
Teater maatte være fuldt, hver Gang Olaf Poulsen optraadte, uden at
tilføje nogen Klausul om de Stykker, hvori han optraadte, har han
anlagt den rette Maalestok for Betragtningen af Scenens Kunst. Naar dette
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
