Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Ballettens Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
Ballettens Kunst 340
Forhold kun altfor ofte tilsløres, er det en naturlig Følge af den stærke
Indflydelse, de dramatiske Forfattere udøver paa Publikums Betragtning
af Scenekunst, en Indflydelse, der selvfølgelig arbejder i anden Retning:
Hvis J. L. Heiberg kunde se Fru Bloch i Aprilsnarrene, vilde
Kunstnerinden næppe blive lønnet af hans Bifaldssmil, og hvis han kunde høre
den radikale Teaterkritik forarges over, at vi nu kan more os over de
samme Løjer som vore Bedsteforældre, vilde han vist paa det mest
energiske hævde, at der er større Lighed mellem Ild og Vand end mellem
Fru Blochs Løjer og Fru Heibergs.
Ogsaa Balletten har naturligvis et saadant Raamateriale, hvoraf den
skaber sin Kunst, men den synes langt friere stillet end Skuespil og
Opera. Skuespilleren og Sangeren anvender de samme Ord og de samme
Toner Aarhundreder igennem; men i Balletten er det kun Rammen, der
er konstant, medens selve det centrale, Dansen i Ordets egentligste
Forstand, som man med Undren hører, ikke kan fæstes til Papiret. Ved hver
ny Indstudering er det ikke blot Dansernes personlige Præstationer, der
er nye, men selve Dansen er en anden. Naar den Mand, der i mere
end én Forstand er den danske Ballets Mester, udtaler, at der ved hver
Indstudering „gaar noget bort" — nemlig af Bournonvilles Tradition —,
maa vi andre, hvem han Aften efter Aften glæder med sin skønne Kunst,
dog have Lov til at give denne Udtalelse en noget anden Retning og
hævde, at ved hver ny Opførelse kommer der noget til. Det er ingen
Ulykke, at Balletten bevæger sig bort fra Bournonville, naar den bevæger
sig hen mod Hans Beck, og intet Menneske kan, naar han ser Ballettens
straalende Ungdom og Livskraft, komme til det Resultat, at denne
Bevægelse er nedadgaaende. For blot at nævne et enkelt Eksempel, er det
ikke til at tage fejl af, at Balletten udvikler sig i Retning af at
differentiere Mandens og Kvindens Dans. Bournonvilles Dans, der gaar tilbage
til Rokokotraditioner, synes ikke at have regnet tilstrækkelig med, at den
Plastik og Gestikulation, der var naturlig og karakteristisk for Kvinden,
bliver uskøn, naar den overføres paa Manden. Opmærksomme Iagttagere
i den ældre Generation forsikrer, at Danserne i deres Tid var ganske
anderledes feminine i deres Dans, og at den traditionelle Karikatur af en
Danser i Aprilsnarrene dengang virkelig ramte Karakteren i Samtidens
Dans. For Mimikken og Plastikken har Valdemar Prices sagnberømte Kunst
været banebrydende, og selv vi unge, der kun mindes hans senere Aars
Dans i „Et Folkesagn", i „Livjægerne*, i „Elverhøj", forstod, at den kunde
henrive Georg Brandes til at erklære: „Det kongelige Teater har kun én
Elsker — Skade, at han er stum!" Nu har Hans Becks vulkanske og
til Tider næsten brutalt mandige Kunstnertemperament gennem en
langvarig og sejrrig Kamp fjernet alt det umandige i Danserens Kunst og
skabt en udpræget viril Dans, hvor den ildfulde Kraft og Appel i det
staalstærke Mandslegemes under Skønhedens og Musikkens Rytmer adlede
Bevægelser danner den pragtfuldeste Kontrast til Kvindelegemets yppigere
og mere graciøse Bøjelighed. Denne Reformation af Dansen er
formodentlig foregaaet Kunstneren ganske ubevidst som en uundgaaelig Følge
af hans Naturel, og det har en egen Modsigelsens Charme at se Hans
Beck — som i Mazurkaen i „Fra Siberien til Moskov" — danse en Dans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
