Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Gustav Esmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustav Esmann
409
Han er en højtstillet Officers Søn, født i København,
opvokset i Garnisonsbyerne. Det vil sige i en Bedstesfære, hvor
udvendig Fornemhed hører sig til, om den end maa købes med
Kniberi, og en Sans for det skinnende og klirrende bliver rimelig.
Som Student kom han til København; han skildrer selv i en
vittig Konference, hvorledes han »blev indmeldt hos en Manuduktør
og samtidig indmeldt hos forskellige Familier, hvor jeg skulde
opdrages i det højere Selskabsliv ved Middage og Baller. Imidlertid
fortsatte jeg selv min Opdragelse uden for det højere Selskabsliv,
jeg har nemlig altid foretrukket god Mad for daarlig Mad og
daarligt Selskab for godt Selskab".
Han var unægtelig ikke indrettet paa at avancere gennem
Jura og Selskabsliv. Han er født med Uro i Blodet. Hans
Indtryk af Barndommen, der „falskelig udgives for at være
Menneskets yndigste Tid", er, at alt hvad man har Lyst til, bliver os
nægtet. „Lykken for os Mennesker bestaar i at foretage os det,
vi har Lyst til, men saa længe man er Barn, er der kun én Lov,
og der eksisterer kun ét Ord, som man faar at høre, hver Gang
man har Lyst til noget, og det er — Nej!" Der kan fortælles en
hel Del om en Barndom i saadan et Par Sætninger. Han var nok
ikke af de blideste Børn. Han beretter, at hans Rektor engang
„i et fortroligt Øjeblik" spaaede ham, at han vilde ende i Galgen;
han havde revet Øret af en Kammerat. I Viborg lever Frasagn
endnu om ham som den Dreng, der pinte Fugle.
Han kommer til København fra Provinsen med sin
Racetrang til at træde frem i forreste Række. Og netop som den
Provinsialist han er, søger han de mest københavnske Kredse, de
letlevende, dem der blænder og pirrer. Han bliver elegant som
de fineste — han kunde være grædefærdig for en Fold i sit Dress,
fortæller en bekendt fra de Tider — og mere københavnsk end
nogen Københavner. Da han har skrevet sin talentfulde
Debut-Bog, slutter han sig til de moderne Journalistkrese. Men
Bladar-bejde er en træls Vej for den, der skal leve af det, og især for
ham, som perlestikker sine Artikler; han søger altsaa derhen, hvor
hans uvilkaarlige Sans for det virkningsfulde, for Glansen og
Spændingen, drager ham — til Teatret.
Han ansaa’ sig selv for sit Slægtleds første Dramatiker
herhjemme. Han har Ret, med Begrænsning. Han er bleven spillet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
