Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Gustav Esmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
416
Gustav Esmann
han ingenlunde en Sprogets Nyskaber, saa er han paa sin Maade
en overlegen Stilens Artist, med lidt af det Ords dobbelte
Betydning.
Stilen er Midlet. Hvor han finder sin egen Form og sit Stof
bliver han Mester. Skuespillet var det ikke; hans Mangel paa
dybere Interesse for Mennesker gør dets Kunst flygtig, hans Stil
kan ikke udfolde sig i det, hans Pragttirader gør kun Fortræd.
Han naar sin Kunsts Højde i de flygtigt faste, de spejlslebne
Billeder af Overfladelivet i sin By og dets Typer. Her er Mangelen
paa Hjertelag næsten en Fordel. Er man inderlig optagen af sin
Nabos Ve og Vel, taber man let Opmærksomheden for, hvordan
hans Tøj sidder.
Du gamle By, hvor jeg har levet! Du stirrer paa mig med
tusind tavse Øjne. — Min Barndom legede i dine Haver ved dine
Minders Fod, og som en Fanfare, der føres af Sted med
Foraars-vinden, fløj min Ungdom hen i dine Gaders Solskin og under dine
Festers Straaler. Jeg var et Søndagsbarn i din travle
Hverdags-mængde ...
Saadan hilser Fortunio sit København, som Esmann
spottede og elskede — og hans Barndom ikke levede i. Han er
netop forelsket i den som den, der ikke oprindelig er
Københavner. Rundt i Landet gror den egentlige Længsel mod
Hovedstaden; der føles den stor og prægtig. For den, som altid har boet
der, er den, Herregud, jo hans egen By, det givne og rimelige, det
han kender og holder af, men altsaa ikke forelsker sig i. Gustav
Esmann var i sin Vækstaar, sin stærkeste Indtrykstid borte fra
København. Tilbage blev altid en Hinde af Fremmedhed og derfor
blev netop han Københavnerlivets utrættede Forsker.
Straks fra den første Bog nærer han en iagttagende Interesse
for Byens Gader, deres skiftende Lys og Lyd. Han nyder dem
altid. Denne Bølgen i Formiddagens Solskin af smilende Lethed
og Ynde. Og den blide Skumring under Stjernérne med „en
hemmelighedsfuld Lokken til alskens fortryllende Daarskab".
Han studerer Københavnerlivet i dets Udvendighed, dets Politi,
som han hader, dets Opvarterverden, som han opdrager paa, dets
Levemænd, der gaar rundt „iført Gummifrakke i Solskin og
tapetagtige Veste, ryger Pibe paa Gaden og spytter paa Asfalten", og
dets Levebørn „med Flipper saa høje, at de skærer Barnehuden
paa deres spæde Halse itu, men samtidig holder deres smaa Mar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
