Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Digt og Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432
Digt og Sang
Svagheder. Ikke blot den løse Sammenknytning af Indtrykkene men
tillige den Aand, hvorfra de enkelte Digte udspringer: „Min Dreng, nu
keder vi os — lad os saa rejse.*
Paa Vers tager det sig ganske vist saaledes ud: „Vi vil ej længer
bøje os, — men dristigt byde Verden Trods — og rejse lige
hjemmefra — til Genua, til Genua!*
Altfor mange af Digtene ligner Flugtforsøg. Længselen er altfor
nydelseslysten, Klagerne altfor blødagtige og Resultaterne derfor ofte for
smaa. — Læs som Eks. det Digt „Jeg har vandret ad vide, vide Veje",
der begynder saa smukt, og føl hvor fattigt det klinger ud med en
Klage, der knap virker helt paalidelig, og som i hvert Fald er saa
underlig gold og intetsigende. De fine og dybe Tankerækker, der laa rede,
er ikke udløste.
Da jeg hele Tiden har lagt Vægt paa, at det var Rejsedigte, der
var Tale om, vil jeg dog fremhæve, at Kravene ikke er andre og større,
end der kunde stilles selv om Digtene havde en hjemlig Virkelighed til
Emne, men naturligvis paatvinger de sig stærkere, naar Digteren har haft
saa meget større og rigere Lejlighed til Erfaring, naar hans Stof tillige
maa anses for særligt gunstigt og ikke mindst, naar hans Rejselyrik
fremtræder paa Baggrund af Misfornøjelse med det hjemlige. Lad mig have
Lov til her at sige, hvor ringe Deltagelse disse Jammerklager paa Vers
og Prosa formaar at vække hos mig. Ikke fordi der ikke kan være nok
at klage over, men fordi Klagerne i Reglen gør et saa uvederhæftigt
Indtryk. Linier som følgende virker f. Eks. ikke overbevisende: „Jages endnu
Mænd af Landet, — naar de taler, som de tænker? — Føres Frihed om
i Lænker — som et farligt Dyr,, der vises — frem for Folket og lovprises?
— Er de endnu lærenemme — til at krybe, til at glemme — som i
min Tid jeg har set?"
Hvor er dog sligt overdrevent og tomt. Det nytter lidet at kaste et
Blik ud af Vinduerne i Genialitetens Herresæde. At kritisere sit Land
og sit Folk medfører Ansvar, og føles dette, skal det nok mærkes paa
Tonen, der næppe bliver saa flot, men mere stille grundende, mere
bittert forskende, mere sanddru rammende og forstaaende. Thi skal
Kritikken du noget, maa den tildels være Selvbebrejdelse. Det maa mærkes,
at Landets o^ Samfundets Fejl har været følt af den, der anklager, som
hans egne Svagheder og egen Forsmædelse. Men en saadan Følelse af
egen Delagtighed er i Virkeligheden Anger mere end Bebrejdelse, og
hvis det ikke skal kaldes Ynkeliglied, da maa der i Angeren tillige
være en Beslutning.
De Herrer kunde spare os og sig selv for megen overflødig Patos
og ilde anvendt Vid, hvis de vilde begynde med at spørge om, hvorfor
deres eget Geni ikke er stort nok éller deres egen Vilje ikke stærk nok
til at gøre Forholdene større og bedre — det er det Spørgsmaal, de først
og fremmest skylder sig selv og os Svar paa. F. Eks. undersøge, hvorfor
vore unge Talenter vender omtrent lige saa fattige hjem som de drog ud
i Verden. Den ene med et aandløst „mer endnu* som sit væsentligste
Udbytte, den anden vendende tilbage fra en Rejse Jorden rundt saa
aandeligt raa og upaavirket, som et Barn kommer ud trå et Vokskabinet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
