Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Digt og Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digt og Sang
433
Jeg veed vel, at nogle i denne Kritik af en Haandfuld lyriske Digte
vil finde Ondskab, og at andre vil synes det urimeligt og latterligt at stille
saa stejle Krav, hvor det blot gælder en Smule Litteratur, men jeg er
træt af den Slaphedens Velvilje, af den Journalistidealernes Overbærenhed,
der præger vort Aandsliv. Jeg er led ved en Tilstand, hvor Talent mere
og mere betyder Evnen til at lade sig drive med Stemningerne for Vind
og Vove, hvor det anses for ubillig Haardhed at forlange af en Skribent,
at han skal være en Mand, der raader over Aand og Følelse og bag
hvis Værker man føler baade Kamp og Ansvar. Lad de Forfattere,
der kan det, glæde sig over den .forstaaende" Kritiks Skaansomhed.
Jeg har troet ikke paa nogen tydeligere Maade at kunne vise den her
omtalte Forfatter min levende Interesse for den Skæbne og den Vækst,
hans Kunst aabenbarer, end ved ikke at være overbærende.
Det skulde imidlertid gøre mig ondt, hvis mine Ord af Godtfolk
kunde bruges som Paaskud til ikke at læse L. C. Nielsens Digte — som jeg
tværtimod paa det varmeste vil anbefale. Dels er der Aander, og de er
ingenlunde sjældne, som jeg kan forsikre netop vil føie sig tiltalte af Digtenes
Svagheder — og dels er der vel ogsaa dem, der bag Svaghederne vil være
i Stand til at opdage det værdifulde, der bærer Fremtiden i sit Skød.
Vi har tilbage en Digter, der besidder fuldt Herredømme over sine
Midler og i hvis Sjæl Kræfter og Evner rører sig i frugtbart og
harmonisk Sammenspil. Det er den rigeste, mest skønhedsbugnende
Digtsamling, der siden Drachmanns Manddomsaar er skænket vor Litteratur, vi
nu tager i Haanden.
Der er vel baade Ufuldkommenheder og Ubetydeligheder i Jeppe
Aakjærs .Fri Felt", men alligevel virker den med samlet Magt, som
en hel Udfoldelse af Talentet, der gør det af med enhver Tvivl om
dets Betydning. Det er et Væld af Sang og Sødme, af Skønhed og
Sundhed, et Brus af fine, ømme, stærke, dybe Toner i hvilket den
enkelte Mislyd drukner. Selv for dem, der kender ikke faa af Digtene
enkeltvis fra Hefter og Blade er der noget pludseligt og overvældende i
denne Rigdom. Indtrykket er — skønt der ikke bydes Tanken nogen
Vanskelighed at løse — saa stærkt, at man kun langsomt finder sig til
Rette og formaar at gøre sig Rede for, af hvilke Ejendommeligheder det
afhænger. Hvori bestaar den let følelige Forskel mellem disse Digte og
al den anden skønne eller dejlige Verskunst, denne lyriske Vinter har
bragt os? De er. ikke i og for sig dybere heller ikke vidnende om
større Ejendommelighed end flere af hans Digterfæller besidder. —
Maaske er de først og fremmest skønnere; thi hvem former vort Sprog med
lignende Mesterskab, hvem ejer et større Ordforraad og hvem har et
naturligere Øre for Lydforbindelsernes Klang og Betydning end Aakjær. Den
Maade, hvorpaa han anvender Stavrun og derved giver sine Rytmer
Fasthed og Rigdom er beundringsværdig, men overgaas af hans
Mesterskab i Brugen af Sprogets Vokallyde. Han bruger alt, hvad vort Sprog
ejer af fuldtklingende Lyd — bruger dem uden Anstrengelse og med
instinktiv Takt. Knapt havde man anet, at det besad saamegen Sødme og
Kraft, at der kunde tales saalænge og saa naturligt i det uden at ty
til de blege og flade Ord.
Tilskueren 1905 29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
