Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gyrithe Lemcke: Pygmalion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pygmalion
469
med Varietéernes Divaer. Og det er de samme Kvinder, som
føler sig ligeberettigede med Mændene, som skriver Bøger og
Artikler og slaar om sig med Schopenhauer og Nietzsche.
Man spørger uvilkaarlig sig selv med Forfærdelse: Er de saa
dumme, at de ikke véd, hvad de gør? Eller stikker
Hetærenaturen virkelig saa dybt i Kvinden, at hun villig udsætter sig for
Mandens Foragt blot for den Tilfredsstillelse at have vakt hans
Sanser. Saa har Weiniger jo Ret: at Kvinden kun vil begæres,
ikke elskes.
Underlig nok synes Weinigers Bog ikke at have vakt den
Indignation i Kvindernes Lejr, som man skulde have troet. En
norsk Dame har paa Foranledning af Weinigers Værk anonymt
skrevet en Slags Selvbiografi: .Kvinden skabt af Manden". Denne
Bekendelse synes, til Trods for at den er præget af Forfatterindens
klare Forstand og Selvtænkning, paa mange Steder at danne en
Illustration til Weinigers Tekst. Om med eller uden hendes
Vidende, faar staa hen. I hvert Fald er hun ikke bange for at se
kritisk paa sig selv — altfor lidt bange. Der er noget uhyggelig
goldt ved den Kritik af sig selv og andre, som udøves af den
Skare moderne Intelligenskvinder, hvortil denne Forfatterinde hører.
En saadan Kvinde er et underligt Aggregat af forskellige
Muligheder, hvoraf ingen fylder hende saa meget, at den kan danne
blot den mindste Kærne. Det skulde være Elskovsmuligheden.
Men en underlig uudviklet, ganske primitiv Elskov er det, som
hele Tiden kræver at overbevises om sin ubeskaarne Besiddelse af
et andet Væsens Hengivenhed. Forfatterinden siger et Sted: „Han
havde sit Livsarbejde, jeg havde kun min Kærlighed". Hvor mange
Hustruer har ikke bittersødt bekendt denne Fattigdom? Som om
den i Grunden geraadede dem til Ære!
Var det ikke snart paa Tiden, de indsaa’, at der kan ligge
en Skam i ikke at stille sig selv nogen Opgave uden for den,
Naturen har paatvunget En, — eller, at de i det mindste lærte at
respektere den Mand, som har andet at tænke paa end at se, om
Hustruens Kjole er pæn eller om hun har pyntet sin Stue op til
Fest med Lys og Blomster? Hos en saa intelligent Ægtefælle,
som denne Forfatterinde maa være, kunde en Mand vel med Rette
vente sig at finde andre Tilknytningspunkter, der maaske lidt tiere
vilde lokke ham ud af hans Videnskabs Hule — eller aabne hende
Adgang dertil.
Forfatterinden spørger med et Citat af Weiniger: „Er det saa,
Tilskueren 1906 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
