Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Norges Uafhængighedserklæring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges Uafhængighedserklæring 532
fælles Interesse og enkelte Mænds Energi ved denne Lejlighed —
som ved enkelte tidligere — vidst at blæse den Aand bort. Nu
bærer det Frugten — hele det næsten hundredaarige politiske Liv,
som man ofte syntes ødede Landets Kræfter; alle de smaa Aviser,
Folkemøderne, det stedlige Selvstyre har brudt Vej mellem Gaarde
og Bygder, vakt og samlet de tvære, træge Bønder og Skippere,
og alt det evindelige Smaakævl Aarti efter Aarti med „Broderriget*
om Kongens Titel og Rigets Vaaben, om Flagets Farver og
Møntens Præg, — det har svejset Østlænding og Vestlænding,
Ber-genser og Trønder sammen i en Norskhed, saa prikken og pukkende,
som vi andre nok kender den, men saa frisk og saa frugtbar, som
vi maa beundre og misunde den. Det Storhedspust, som Ibsens
Digtning har aandet ind over Bygdeaandens Sneversind og
Smaalighed; det Hjerternes Møde, som Bjørnson Gang efter (rang har
kaldt Bønder og Husmænd. Trælasthandlere og Skippere over det
ganske Land sammen til; den overmodigt djærve og energisk kloge
Bedrifthu, som Nansen har ildnet frem i Ungdommen––det
kommer altsammen igen nu. Lad Bjørnson være nok saa
uberegnelig og uhandlelig i daglig praktisk Politik, — nu da den taktiske
Klogskab har vundet Spillet, vilde det være smukt og retfærdigt,
om man hentede „store Bjørn" ned fra Aulestad og satte Kransen
om dens Hoved, der først og fremmest har Skyld i Sejren. Hans
Værk mer end nogens er det, at Norge nu har kunnet optræde
som en saa selvstændig og fuld myndig Folkeenhed, saa alle har
følt, man ikke kunde formene det Retten til at leve sit eget Liv
og raade sin egen Skæbne.
Thi det er maaske næsten det, man mest har at glæde sig
over — den Uvilkaarlighed, hvormed det kække Skridt egentlig
straks er bleven akcepteret fra næsten alle Sider. I det Øjeblik, der var
handlet, forstod man, at det, som endnu for et Par Menneskealdre
siden uvægerlig var fulgt efter: nemlig Krig, — at det vilde der
netop ikke blive noget af. Det Kongeord, som en Gang blev sagt
som smukke Festord: „Fra nu af er Krig mellem Nordens Folk
en Umulighed" — det mærkede man nu, da Lejligheden bød sig,
virkelig var en Sandhed, der ikke kunde disputeres om. Ja
naturligvis — alle siger ikke dette; det højsvenske Ultra føler sig
forpligtet til at true, og naar „Urtima" kommer ind, faar man vel
nok se Officersadlen slaa paa Sliren. Men intet vil tydeligere vise
Tidens Tegn end den Maade, slige Fagter vil falde til Jorden paa.
Og selv den i og for sig meget forstaaelige Ophidselse, som Pres-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
