Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. St. Holbeck: Moderne Molièrekultus - I. Molièrestudiets Fornyelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
642
Moderne Moliérekultus i Frankrig
Realismen sejrede overalt i Videnskaben som i Kunsten. Træt af at
følge Fantasiens høje Flugt, længtes man efter paa Scenen at se
Mennesker, der talte Menneskers Sprog og tænkte Menneskers Tanker,
og man begyndte at nære Tvivl om Berettigelsen af Romantismens
klingende Devise: L’art pour l’art. Man krævede Kunsten taget i
Samfundets, i Menneskehedens Tjeneste. Men dermed var en
Tilbagevenden til den borgerlige Komedie o: til Moliére, bleven en
naturlig Ting. Han havde jo netop vakt sin Samtids Jubel —
eller Forargelse — ved at bringe levende Mennesker paa Scenen,
saa levende, at man i enhver af hans Skikkelser havde troet at
se et Portræt. Hans Kunst havde ikke svævet højt oppe i den
sublime Æter, men stedse bevæget sig paa Jorden, tagende Sigte
paa hele den store Menneskehed. Og endelig: hans sunde
Fornuft, hans stolte Uafhængighed, hans Mod til at tænke og tale
frit, selv om det gik paa tværs af Tidens mest grundmurede
Fordomme, alt dette maatte gøre hans Værk vel egnet til at passe
ind i den realistisk-humanistiske Tankegang.
Men til dette litterære Moment i den ny vakte
Moliérebeun-dring kom andre, ikke mindre virksomme. Det maatte højlig
tiltale den franske Nationalfølelse, den nationale
„amour-pro-pre", om man kunde opstille en Repræsentant, jævnbyrdig med
dem, som andre Nationer for længst havde kaaret sig. Denne Tanke
drøftes ofte i Molierismens første Morgengry; og derom er alle
enige, — Sainte-Beuve, Taine, Gaston Paris o. s. v. — at hverken
Corneille eller Racine, hverken Pascal eller Bossuet, hverken
Rousseau eller Voltaire, værdigt kunde udfylde en saadan
Hæderspost; det kunde alene Moliére, den moderne Komedies Skaber.
Ogsaa et politisk Element har spillet en Rolle ved Molierismens
Tilblivelse. Maaske er det en spøgefuld Overdrivelse, naar det
hedder, at den liberale Borgerstand i Paris altid kræver „Tartuffe"
sat paa Plakaten, saa snart der paatænkes et Kup mod en Biskop
eller en Politipræfekt; men sikkert er det, at Moliéres Navn ofte
blev benyttet som et politisk Feltraab under Liberalismens
Kamp mod Napoleon III. Allerede under den store Revolution
havde Camille Desmoulins prist Alceste som den ædle
Republikaner; denne Opfattelse fremdroges nu atter, og ved Opførelsen af
„Misanthropen" kom det til demonstrativt Bifald, hver Gang man
troede at høre Frihedens Sag forsvaret. Moliére blev mere og
mere lovprist som Bekæmper af Tyranniet, navnlig Aands- og
Samvittighedstyranniet. Og her træder da et nyt Element frem,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
