Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Hertz: Lægemoral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
662 Lægemoral
En nødvendig Forudsætning for Tilliden til Lægen er
Forventningen om, at han tavst bevarer hos sig selv, hvad han har
faaet betroet ved Sygesengen eller i sin Konsultationsstue til
Sygdommens Belysning. Denne Lægens Tavshedspligt er dog kun
konventionel, men mærkeligt nok, ikke anerkendt i vor
Rets-ordning, og den befrir ham ikke, som Folk ofte og for den Sags
Skyld ogsaa Læger har troet, fra Vidnepligt i Retssag^1.
At Lægen skal „kurere" Sygdommen vil i den egentligste
Betydning sige, at han skal standse, hæve, kupere Sygdommen.
Men Lægen véd, at det kun er muligt i et mindre Tal af
Sygdomme, for hvilke der findes „specifike Midler". Den fiffige
Bondemand havde ikke helt Uret, da han gik til Lægen og spurgte ham:
Har De noget Middel, der kan slaa Kighostebakterier ihjel? - Da
Lægen maatte benægte det, sagde han: Ja Tak, saa vil jeg ikke
hente Dem hjem til mine Børn, som har faaet Kighoste. Og dog
saa’ han fejlt paa Lægens Opgave, der langtfra er udtømt ved
1 Efter at dette var nedskrevet, er der udkommet en Afhandling „Lægens
Tavshedspligt’ af Kriminalretsassessor Olrik. Det betydningsfulde i dette
grundige Arbejde er, at Forf. kommer til det Resultat, at skønt den bestaaende
danske Lovgivning ikke ved positive Bud paalægger Lægen Tavshed om det
ham ved hans Kalds Udøvelse betroede, findes der dog saa mange Bestemmelser
om Tavshedspligt i Forhold, der er ganske analoge til eller endog kongruente
med Lægens Forhold til hans Klientel, at Lægens Tavshedspligt maa siges at
være det logisk uundværlige Led i disse Bestemmelser. Den samme Opfattelse
har, efter hvad Forf. oplyser, ogsaa faaet sit Udtryk i forskellige Domme,
ligesom ældre Jurister har hældet til en lignende Mening. Men saa bestemt som
Forf. har ingen tidligere fundet Lægens Tavshedspligt begrundet i den gældende
Lovgivning. Man skulde nu vente, at Forf. vilde slutte, at denne
Tavshedspligt er absolut, og at den ophæver Vidnepligten for alle de Forhold, der
omfattes af den. Men nej! Højere Samfundshensyn byder, at Lapgens
Tavshedspligt maa vige for Vidnepligten; Vigtigheden af, at Lægens Vidnedsbyrd som
Oplysningsmiddel ikke unddrages Domstolene, baade i Kriminalsager for at
Staten uhindret kan gennemføre sin straffende Myndighed eller for at betrygge
mod Domsfældelse af uskyldige, — og i civile Sager for ikke at indskrænke de
her i Forvejen stærkt begrænsede Midler til Sagens Belysning, er i Korthed
disse Hensyn. Det er Forhørsdommeren, ikke Videnskabsmanden, der her taler,
Forhørsdommeren, der ikke vil lade et godt Vidne slippe ud af sine Hænder.
Det vilde synes mere logisk, om Forf. havde gjort den Syllogisme, at
Tavshedspligten udelukker Lægens Brug som Vidne (om de ovennævnte Forhold), da det,
der er Pligtbrud udenfor Domhuset, ikke ret vel kan blive Pligtopfyldelse
in-donfor Rettens Døre; allermindst skulde da Fru Justitias Tjenere gøre sig til
Talsmænd derfor. De „højere Hensyn", der skal kunne løse Modsigelsen, er
her — som i de fleste lignende Tilfælde — kun Skærmbrædt for helt andre
Hensyn, in casu Kravet om, at Domstolene ikke skal miste et Vidne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
