Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Om Idealitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
698
Om Idealitet
Omvendt er der mange religiøse Mennesker, der mener, at det
eneste, de kender til Idealitet, er disse Tanker om et Himmerig,
om Fuldkommenheden, Saligheden dér.
Heri tager dog begge Parter fejl, — om end Fornægterne mest:
Man kan vel sige nej til det fuldkomne, spærre sig Udsigten dertil;
men Fuldkommenhedslængslen slaar man ikke ihjel med nogen
Erklæring. Omvendt: er Fuldkommenhedslængslen levende hos
et Menneske, da undgaas det ikke, at den gør sig gældende ogsaa
i Forhold til andet end netop det fuldkomne, som man tror paa.
Men jeg vilde mene. at den, som nægter det fuldkomne, mærker
allermest til Fuldkommenhedslængslen; thi han mærker den som
en uafladelig Forstyrrelse, som en vildfarende Kraft, der ikke kan
finde Hvile. J. P. Jacobsen ventede sig i sin Tid saa meget af,
at Menneskene skulde vende sig bort fra Himlen med deres Higen,
idet han mente, at da vilde al denne Kraft, som før var svunden
bort mod det høje, sænke sig over Jorden og gøre Jordelivet langt
rigere og skønnere. Det turde imidlertid være et stort Spørgsmaal,
om Jordelivet — ganske bortset fra det himmelske — var tjent med
den ideelle Higen som Arbejdskraft. Sandheden er sikkert den, at
den ideelle Higen, Idealiteten, naar den ikke direkte eller indirekte
er paavirket, tæmmet af det religiøse, — da virker den paa maa
og faa og hyppigst ødelæggende, hvor den sætter sig jordiske
Opgaver (smlgn. f. Eks. Napoleon Bonaparte), saa at Jorden for sin
egen Skyld maa ønske den, — i utæmmet Tilstand, — saa vidt muligt,
udelukket fra sine Affærer.
Her skal nu anstilles en Del Iagttagelser med Hensyn til den
vildfarende Idealitet, den Fuldkommenhedslængsel, som slaar sig
ned paa det Jordiske og derved, som oftest, forstyrrer det.
Lad os først et Øjeblik se paa Mennesker, for hvem, efter deres
eget Sigende, Forholdet til det hinsidige, det evige, er et og alt:
Pietisterne f. Eks. De betragter altsaa Livet her i Verden
omtrent paa samme Maade, som man kan se paa Ventetiden paa en
Jernbanestation. Man regner jo ikke, at man skal have noget
Udbytte ud af den Tid, blot man kan faa den slaaet ihjel paa en
skikkelig Maade og saa komme med Toget, naar det gaar — paa
den lange Rejse. Men en ærlig Pietist vil ganske sikkert indrømme,
at han ikke altid kan leve i denne Tanke, — han blev jo ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
