Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Verhaeren
745
unge følger med, sløve og uden Elskov i deres ormstukne Hjerter.
Det er Markernes Ende. Som et Opgivelsens Symbol ses mod
Øst i Sletten den store unyttige Spade „ynkelig og nøgen" plantet i
Jorden. Fra Staldens rustne Klinker spinder Edderkopperne deres
Støvnet. De faldefærdige Gaarde krydser deres Bjælker som døde Arme.
Saa skildres da i wLes villes tentaculaires" disse fristende
Uhyrer, der drager Menneskene til sig og udmarver Landet. Men
for almindelige Øjne synes alt det kendte her kæmpemæssigt
for-slørret, overalt naar Udtrykket Paroksysmen. Storstædernes Feberliv
er i disse Vers, der vrider sig og stønner, hamrer som vældige
Stempelslag eller dirrer i en uhyggelig, elektrisk ladet Uro. Digteren
tryller frem det hele mangfoldige og modsætningsrige Liv; man ser
de lange Gaders Rader, Gydernes Labyrinter, Menneskevrimlens
Striber, der er som Kabler, der knyttes og løses og knyttes igen.
Han skildrer Havnen — „hele Havet gaar imod Byen" —;
Børsernes hvirvlende Liv, Guldfeberen; Bordellerne, der altid ligger paa
Grænsen mellem Havet og Byen, og som i de lumre, hidsende
Aftener drager Hoben til deres djævelske Fester; Variétéerne med
deres Masseudstillinger af Kvinder, den kunstfærdige Last, der .kan
ægge de ødelagte Nerver; Fabrikkerne, der strækker sig endeløst
gennem Forstædernes pjaltede Elendighed og betragter hinanden
med deres Vinduers sorte og symmetriske Øjne (gennem hele dette
lange Digt hører man Lyden af deres dumpe, ensformige Hvæsen);
Katedralerne med deres Monstrans, det eneste Troens Hjerte, som
endnu lyser i Afsindets Byer, med deres Klokker, som han hører
ralle deres Længsler tungt tilbage imod Fortiden; endvidere Pestens
rasende og ødelæggende Hærtog gennem Byerne. Han beruser sig
i Skildringen af de blodige Tider, hvor Folkets Oprør skaber nye
Tilstande; men med en endnu langt dybere Betagelse lever han sig
ind i Videnskabsmandens ensomme Tilværelse i det tavse
Laboratorium, naar han en Nat endelig vinder frem til „den hvide, nøgne,
jomfruelige Opdagelse." — Højt over Larmen, Feberen, Vrimlen
rejser han de ubevægelige Statuer af Borgeren, Folkeføreren,
Apostelen, Krigeren, som den rastløse Mængde tankeløst jager forbi.
Og i Slutningsdigtet maner han frem de Ideer, der usynlige, men
ikke desmindre sikre, har fæstnet sig, uberørt af Fænomenernes
Flod og Ebbe: Kraften, Retfærdigheden og, hinsides dem, den
enevældige Skønhed: „Méduse ténébreuse et Minerve solaire".
Den Forherligelse af Videnskaben, som viste sig paa nogle af
denne Bogs Sider, træder endnu kraftigere frem i Verhaerens om-
Tilskueren 1906 49
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
