Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
746
Émile Verhaeren
fangsrige Samling: „Les forces tumultueuses". Det er nu „den
triumferende Nødvendighed", der er ham Jordens Hersker. Mange
af dens Digte priser, næsten i Andagt, de Mænd, hvis Livs
Anstrengelser higer efter at gribe den Virkelighed, der endnu er skjult,
„men dog er indelukket til Stede i Tingenes stadige og rytmiske
Strøm". Intet er ham højere end Aandens Kamp med Mørket.
Mennesket har glemt baade Bønnen og Spotten. Verhaerens
Fantasi varierer stadig Beundringens lyriske Udtryk for
Videnskabsmanden, den moderne Tids Heros, for Nutidens store Arbejde, dets
minutiøse og langsomme Fremgang, dets frugtbare Taalmodighed.
Han fyldes af Fryd ved at tænke paa alle de Bestemmelser af de
skjulte Love, Mennesket er naaet til, og selv om ingen er trængt
ind til den Gaade, som Universet holder fangen i sin Nat, saa
indjager dette ham ikke mere en lammende Angst, men han anraaber
de kommende Slægters Hjerner og haaber paa, at de i deres Glød
skal nærme sig mere og mere den Hemmelighed, som ligger
begravet i Afgrunden ...
Langt intimere er den lidt tidligere Samling: Les visages de la
Vie, Digte af højst forskellige Emner, men som alle viser, hvorledes
hans Væsen vokser sig dybere, bredere, højere, gærer frugtbart ved
at aabne sig og lade sig gennemgløde af Universets Liv. Disse
Digte er fyldt af den rigeste Panteisne. Det er ikke, som saa
meget i den gamle Romantik, Hjernekombinationer, men det er en
umiddelbar, tit helt fysisk Ekstase ved at føie sin efemære
Tilværelse indsuge det Liv, der i Tusinder af Aar har svulmet i Skovene
og i Havene. Og han oversætter dette Naturnes Liv i Vers, der
kæder sig saadan sammen, at man hører de mægtige Dønninger,
der, tungt og langt, ruller over Havene og gennem Skovenes Kroner.
Han vil at hans Legeme, naar det er dødt, skal opløses i Havets
Liv. Han vil til Kiste have dets vældige Kræfter, dets skjulte
Virken og lønlige Glød. Hans Væsen skal omsmeltes i det
larmende Kæmpekar og skal genfødes, efter Tusinder af Aar, som en
ny Flamme i Evighedens gyldne Øjne ... I det store Digt om
„Elskoven" priser han det sælsomt blandede Følelsesliv, den vækker:
... Et je t’airae d’autant que je te fais du mai
et que je souffre aussi, ma tant martyrisée
par tes regards et tes pensées .. .
men mere endnu den Udvidelse, som dens smertelige Daab giver
Sjælen: Hvorfor ikke genoplive bestandig det forfærdende Eventyr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
