Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - F. Hendriksen: Wilhelm Marstrand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
962
Wilhelm Marstrand
komme Billeder, der viser det arbejdende Italien (Markarbejderne,
Hattemagerne). Da Marstrand sidste Gang i 1869 gæstede Italien
paa kortere Tid, følte han sig ældet og træt. Han havde lige lidt det
smerteligste Tab ved sin Hustrus Død. Mellem Kunstnerens faa
Arbejder fra denne Rejse fremhæver Madsen med god Grund, som en
mærkelig Forløber for en anden Tid, hans første Billede, der viser
Italienere ved egentligt Arbejde, nemlig det i Bogen S. 421
gengivne Interiør med Kvinder, der knuser Majs.
Imidlertid samledes hans senere Manddomsaar mere og mere
om store Opgaver. Af egen Drift syslede han med religiøse Emner,
af offentlige Hverv havde han allerede malt de to store Billeder i
Chr. IV’s Kapel i Roskilde. Til Universitetets Festsal blev
Udførelsen af de store Vægbilleder ham overdragne, som han i sin
Ungdom havde ønsket det, og han gjorde Forarbejder og Skitser
til flere af Billederne, men naaede kun at faa Hovedbilledet: Chr.
I’s Universitetsindvielse i Frue Kirke, malet. Ogsaa til
Nationalbanken gjorde han Forarbejder til store Vægbilleder, som Sygdom
og Død hindrede ham i at gennemføre. Han maler en Række
bredt og kraftigt gjorde Skitser med nøgne Figurer, Adam og Eva,
Paris’ Dom f. Eks., og gennemarbejder paany og med udmærket
Resultat et Par Holbergske Motiver, som „Det lykkelige Skibbrud"
og Collegium Politicum.
Da Marstrand i 1873 døde, havde han længe kæmpet med
legemlig Svaghed. Aandeligt led hans — af Naturen tunge —
Sind ved den bitre, og som han tidt følte haabløse Kamp for at naa
de høje Maal, han stræbte efter. Det maa vel anses for tvivlsomt,
om Forfatteren har Ret i at søge Grunden til at Marstrand og
andre Malere saa forholdsvis tidlig ældes, i det Forhold, at der
i „Datidens Danmark kun var saa yderst faa, som for Alvor søgte,
begærede, elskede eller forstod Formens Finhed og Farvens
Skønhed". Snarere søger han paa rette Sted, naar han finder Ulykken
i. at han altfor meget misbrugte sin „Evne til at male ud af
Hovedet". Lad der end være lidt flere for Kunst virkeligt
interesserede og Kunst virkeligt forstaaende nuomstunder, det er næppe
saa mange, at det har Indflydelse i denne Sag, thi ældes vore
nulevende Malere ikke jævnligt lige saa tidligt eller endnu tidligere?
Da Karl Madsen for Aar tilbage paatog sig at skrive en Bog
om Marstrand, rygtedes det, at han selv udtalte, at han tænkte at
låve en Billedbog om Maleren. Paa en Maade er det bleven
Alvor og’ maatte blive Alvor, thi Billederne maatte nødvendigvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
