Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. V.: Bidrag til Monrads Biografi. VII. Gejstlig Virksomhed. Sidste Leveaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bidrag til Monrads Biografi •
973
deret den er, kan anføres, at da for nogle Aar siden en sydtysk
Fyrste besøgte det danske Hof, erfarede man her. at Fyrsten altid
medførte denne Bog paa sine Rejser og hver Aften læste et Stykke
deri. Dette Skrift er karakteristisk for Monrads religiøse Retning.
Bønnen kan siges at indtage den første Plads i hans religiøse Liv.
I Medgang og Modgang havde han altid søgt tilbage til Bønnen, i
sine Prækener indskærpede han altid Bønnen, og i dette lille Skrift
udvikler han med al sin Veltalenhed dens Betydning og Virkning, idet
han hævder, at Bønnen har ikke blot subjektive Virkninger for den
bedende selv og for hans Forhold til den, hvem han anraaber,
men ogsaa objektive Virkninger, saa at det, Bønnen gaar ud paa,
efter Omstændighederne kan ske, medens dette uden Bønnen ikke vilde
være sket. Men han kom allerede ved denne Lejlighed til at støde
an imod andre religiøse Anskuelser. Han fremhævede nemlig, at
man igennem Bønnen kunde komme til Troen, og han saa’ i
Fadervor en Bøn, der, da den intet indeholdt af specifik kristelig
Natur, kunde bedes af enhver, der troede paa Gud og paa Sjælens
Udødelighed. Imod disse Sætninger nedlagdes der i „Kirketidende"
i nogle Artikler (senere udgivne 1887 som særlig Pjece) en meget
alvorlig Indsigelse, væsentlig fra et grundtvigiansk Standpunkt, idet
Forf. i Religionen lægger Hovedvægten paa Troen og først
igennem den kommer til Bønnen, og idet han paastaar, al Fadervor
kun kan bedes af Kristne. Han er i sit Angreb paa Monrad i
Tvivl, om denne overhovedet kan anses for en kristelig Lærer og
karakteriserer ham som Latitudinarier og Semipelagianer.
Skarpere fremtraadte naturligvis Modsætningerne i Monrads
videnskabelige Værker. Ligesom han i Politikken altid fulgte sin
egen Overbevisning uden at se til højre eller venstre og derved
fandt Modstandere fra begge Partier, saaledes gik det ham ogsaa i
Teologien, idet hans afvigende Meninger bragte ham i Konflikt
med andre kirkelige Retninger. Stærkest skete dette med
Grundtvigianismen. I og for sig forholdt M. sig meget sympatetisk lige
over for denne Retning. I sin Ungdom havde han tillige med sin
Ven Birkedal været en flittig Tilhører ved Grundtvigs Prækener, og
han sagde, at denne talte „som en af de gamle Profeter". Og
denne Ærbødighed for Grundtvig bevarede han, selv da han følte
sig nødt til at optræde bestemt imod hans Forkyndelse. Saaledes
erklærer han, at Grundtvig „hører til vor Kirkes største Lys" og
at det aldrig skal glemmes, „at G. i en lidet troende Tid, da man
ved kunstige Skriftfortolkninger mere og mere udtyndede de evige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
