Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: P. Hertz: Parthenons Kvindefigurer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1010
P. Hertz: Parthenons Kvindefigurer
Naar man læser denne Bog om Parthenon, faar man imidlertid ikke
noget Indtryk af vor Kunstforsknings Misere. Tværtimod vilde man
formode, at dens Forfatter havde modtaget en ualmindelig alsidig Uddannelse
under Paavirkning af en gammel Skoles gennem Generationer lutrede og
prøvede Metode. Slægtskabet med Julius Lange er meget iøjnefaldende.
Ikke blot er Emnets Valg — Billedkunstens Kvindefremstilling —
foretaget i en vis Tilknytning til Langes Storværk, men ogsaa ellers sporer
man trods Elevens Selvstændighed den direkte Fortsættelse. Hos Hertz
som hos Lange finder man en noget kølig Holdning over for saadanne
Undersøgelser, der tilsigter at gruppere de forskellige Kunstnere og deres
Værker i bestemte Arter, Familier og Slægter, kort sagt over for
Kunsthistoriens Systematik, og denne Uvilje er unægtelig over for græsk Kunst
ganske særlig paa sin Plads. Ligesom Lange ser Hertz med en ikke
ringe Bitterhed paa Arkæologernes Behandling af antik Kunst; de klager
begge — direkte eller indirekte — over, at næsten alle Undersøgelser af
Parthenons Kunst gaar ud paa at identificere Gudeskikkelserne og
bestemme Karakteren af de enkelte Deltagere i Frisens Optog. Men
Arkæologens Opgave er jo aldeles ikke at give nogen billedkunstnerisk
Analyse af Kunstværker, men at aftvinge alle Oldtidens stumme
Monumenter — uanset om de har Kunstværdi eller ikke — den størst mulige
Sum af Oplysninger om politiske, sociale og religiøse Forhold i Samtiden.
Den, for hvem Parthenons Kunst er en primær Kilde til Kendskabet om
Attikas Religion, vil ikke finde det uvæsentligt, om den Gud, der paa
Frisen troner ved Demeters Side, er Ares eller Triptolemos, og om Frisens
Heraskikkelse smykkes af Athena Parthenos’ Olivengren eller af Samos’
hierogamiske Pilekrans. For Kunstforskere og Kunstnere er dette
naturligvis Kaviar, men naar det skal gøres op, hvem der med størst Troskab
har forvaltet Parthenons Rigdomme, kan Arkæologien med berettiget
Stolthed pege paa Michaelis’ Parthenonværk, medens Kunsthistorien staar
med tomme Hænder. Selv om man imidlertid absolut ikke kan dele Hertz’
„Uvilje" over for den arkæologiske Forskning, kan man ikke stærkt nok
fremhæve hans Hovedgrundsætning paa dette Punkt, at en
forudsætningsløs billedkunstnerisk Analyse er det sikreste Grundlag for en
indholdsmæssig Betragtning, og Glæden over den klare og præcise Formulering
af dette Grundprincip for det nødvendige Samarbejde mellem
Kunstforskning og Arkæologi bliver ikke formindsket ved, at Forfatteren selv i rigeste
Maal dokumenterer sin Metodes Anvendelighed ved sin mønsterværdige
Behandling af Sydmetoperne, hvor de nøgne Fakta i sjælden
Fuldstændighed og med sjælden Klarhed i den videnskabelige Diskussion lægges til
Rette, saa at Læseren selv kan dømme. Et tredje Punkt, hvor man
tinder udpræget Slægtskab med Langes videnskabelige Metode, er Hertz’
øjensynlige Interesse for at isolere et enkelt betydningsfuldt Motiv og
forfølge dets Udvikling gennem Billedkunsten. Lange har efterladt en Række
saadanne Undersøgelser (f. Eks. om de jordbundne Legemsstillinger, den
skrævende Benstilling etc.), der som bekendt hører til det aller
interessanteste og i principiel Henseende mest banebrydende i hans
videnskabelige Produktion, og Hertz har, gennem sin Paavisning af den stigende
Udvikling i de specifikt kvindelige Motiver (f. Eks. Haandens ubevidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
