Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Harald Kidde: Drømmerier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1016
Drømmerier
I Rungs første Bog — „Det Uafvendelige" — er der en Læge, der,
eksperimenterende, hvisker al sit tilbagelagte Livs Sum ind i et sovende
Barns Øre og Hjerne, belæssende den yéklagende Barnesjæl med hele et
Livs Tyngsel af Skuffelse og Skræk, kvælende Spirene til dets eget
groende Liv, lammende det før dels Fødsel til Afmagtens Død mellem
Halm.
Saaledes har dette Aarhundrede hvisket ind over denne nøgent
skælvende Sjæl. Og derfor kan det hænde, man bag alt det elektriske Lys,
Bulderet og Effekten hører en Graad, saa barnlig, saa smertelig, at man
ikke let glemmer den og det Hjerte, der, omhyggeligt pansrende sig,
græd den i Løndom.
* «
*
Det var ikke for ingenting, Peter Alsted i sin Tid i „Taarnet*
begyndte med Digtninger efter Folkevisen: hans Digtersind er saa nær i
Slægt med den Enfold og den Ømhed, der dirrer i saa mangen dansk
Folkevise — den Enfold, der kender kun én Vej, den én Gang traadte,
den Ømhed, der altforglemmende vil klynge sig til det, under hvis Vinge
den én Gang dukkede sig, med den Langsomhed og det Tungsind, der
bliver Trofasthed til Døden mod det én Gang følte — og som derved
med ét gyder en Styrke af Manddom i al den sarte Kvindelighed, som
en tung Drue fylder og rødmer et Glas af Krystal.
Dette turde det være, der sætter Skel mellem Peter Alsted og den,
han, som saa talrige andre i dansk Nutidsdigtning har lært mest og
bedst af: Johannes Jørgensen.
Ly vil han bygge for det, han elsker i sig og uden om sig, Ly
mod Lunernes Tilfældighed, mod Menneskenes „onde Øjne" og Skæbnens
Vindkast. Uden paa hans to første Bøger ses det samme tunge, mørke
Hedeland, og uden om hele hans Digtning ligger da ogsaa Heden, diset
og stille, og Lærkernes Syngen lyder derover; men pludseligt skingrer et
Rovfugleskrig, vildt og truende, ned i den lyse Kvæden, og han véd, at
Stormen bråt kan rejse sig derude fra Fladen og true den Bygning,
han med sine egne Hænder har rejst sig her i Ensomheden, og det, han
gemmer derinde, og derfor gaar han under Dagens Sol, stilfærdig og
taalmodig, og planter Læbælter om sin Verden og sit Eje, at han i
Altenens Fred kan sidde og se mod Horizonten og mindes.
Mangt er os fortalt oin Elskov af vore Bøger, endda der er saa
lidet værdifuldt at høre derom, om Kærlighed er der kun talt lidt. Ogsaa
derfor lønner det sig vel at lytte til denne tjerne, sildefødte Folkesanger
med det kvindeligt-følsomme Hjerte og det mandigt udholdende Sind,
hvad han fra sig selv véd at synge om den „Kærlighed, der ikke ruster".
Christian Rimestads ,Aftnerne" er som en Have „et Steds langt
inde i Lunhed og Aftendug", eller rettere som et Drivhus dybest i denne
Have; dets Ruder skimtes lige gennem Lindeløvet, graablanke som
taare-fyldte Øjne, emmede af den fugtige Hede nede under Taget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Oct 18 17:09:51 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1905/1020.html
