Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Drømmerier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Drømmerier
1017
Løvet luder saa tæt over Ruderne, Bladene klæber som Munde imod
dem, saa at der er evig Skumring dernede, en hed Skumring, ør af
aande-drætsstemmende, tungt angribende Dufte. Hvide Liljer lyser smerteligt
blege som langagtige Kvindeaasyn, blodigtrøde som Kvindemunde blusser
altfor udfoldede Høstroser gennem Tusmørket, Frugter svulmer,
halvt-beskyggede, som Kvindeskuldre eller Kvindebarme — en Duft af
Plantesaft, en Duft af Menneskeblod, men — bærende alle Duftene, som en Bølge —
en Lugt af Jorden, den ophedede, fødende, vandmættede Jord.
En Gartner færdes derinde, ensom, tyst, famlende som i Søvne, med
halvtlukkede Øjne, vaklende under en Tynge af Vellugt og Hede,
svulmende selv som en Blomst blandt Blomsterne, fuld af Saft, af Duft. Ud
af hans Hjerte, det hede, røde, stiger der, som en Røgelse, en svarende
Duft, stiger der en Rose rød som Blodet, en Lilje hvid som Døden.
Om hans Hoved tætnes Skumringens Opiumsdampe mer og mere,
som sank Slør af Mørke bundløst i Mørket — som i uigennemtrængeligt
sorte Nætter er det, Tropenætter, dybt nede i et Ocean, under
tungt-grønne Vande; af hele Jordelivets mangfoldige Kor naar kun én enkelt
Stemme herned, synkende som en Perle. Urørligt hviler de mossede,
grønne Vækster, størknede som Koraller, kun den lammende Duft: alle
Celler og Blodkar spændes til Bristning, Roserne gløder som tusinde
aabne Læber, i én Elskovsnat, én Febernat.
Men, pludselig, som letter Skyer eller store Skarer af sorte Fugle,
skinner, som en kølig, vemodig Dugg paa Glasset, Nordens lyseblege Nætter,
„som skabt af Stumhed og af ensom Vaaiide", gennem Ruderne. Maanen
staar deroppe, „stor og forunderlig nær", ganske ene, nøgen som en
afbladet Blomst, en Dødens Blomst.
Og da hæver Gartneren sine rugende Øjne, de faar en bristende
Glans som af Opaler under Himmelskæret.
En Ilning isner hen gennem Drivhusets dumpe Hede, alle
Kaprifolierne løfter sig fra Rankerne som Fingre, Roserne skælver som blødende
Munde, alle Liljerne gulnes, som Ansigter for Tidens Pust.
Jorden kaldte, den store Moder Jord, den blinde, fødende og atter
krævende. Som gyldne og grønne Vaardampe steg Blomsterfloret af
hendes Favn, som kold, glidende Høstregn skal de nu atter synke i
hendes Skød. Og Gartneren skælver med, Blomst som de andre, knyttet,
skæbneforlangt, til det Moderskød, der fødte ham som hans
Tvillingsøstre, Blomsterne, født og udløst i samme Time som de, hjemfalden
med dem til den dybe Rus af Søvn. Ramt i Hjerteroden af Iskysset
sænker Blomsternes Hoveder sig under den sidste, den stærkeste, den
sorgfuldeste Duft. Døden risler gennem Drivhusets skøre Løv — som
overfyldte Blodkar bløder Blomsterne mod Jorden. Luften stivner og tier.
Men bag Ruderne, der køles, over den vissentgule Have hvælver sig,
uudgranskeligt, Evighedens uforanderlige Stjerneruin.
* •
*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
