Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Viggo Stuckenberg
bergs Skrivebord. For et Boglegat, han søgte og fik, købte han
sig de Værker af Sachs og HabeFlandt, jeg ogsaa en Gang havde
ejet, og naar han i lange Vinteraftener, ivrigt dampende paa sin
Pibe, sad bøjet over sin Videnskab, forekom det ham —
som han sagde til mig — at han fornam „Evighedens Sne paa
sin Isse". Det var i denne Periode, at han til „Kjøbenhavns
Børstidende", hvis Redaktionssekretær jeg 1889 var blevet,
indsendte en Række Smaaartikler, som han demonstrativt
undertegnede Civis. Saa borgerlig følte han sig, at han, da „Hedda
Gabler" udkom, tog Parti for Jørgen Tesmann og ikke havde
andet end Spot for Hedda og Løvborg. Og jeg husker endnu,
hvorledes han en Aften sagde mig Farvel med de Ord: „Gaa
hen og gift dig, ækle løse og ledige Mandfolk!" Til Gengæld
drillede jeg ham, naar jeg paa smukke Sommeraftener fandt
ham paa hans Værelse, hvor han ombølget af Røgen fra sin
lange Pibe, skrev paa en Cyklus „Elververs". Ogsaa Broderen
Børge fandt denne lyriske Husflid lidet poetisk og omdøbte
Digtene med den som han mente mere passende Titel „Elleve
Vers".
Det var i denne Stuckenbergs borgerlige Periode, i Aaret
1888, at vi sammen foretog en Fodvandring i Nordsjælland. Vi
vilde ud at se Foraaret og drog fra København den 1ste Maj.
Den første Dag gik vi fra Hillerød gennem Gribskov til
Esrom. Næste Dag naaede vi Hornbæk, hvor vi besøgte Locher
— frækt nok, thi vi kendte ham aldeles ikke. „Vi kan jo sige,
at vi ikke vilde gaa Hornbæk forbi uden at se en saa berømt
Mand," foreslog jeg som Introduktion. „Sludder!" sagde Stuck,
„lad os hellere sige, at vi er sultne og gærne vil spare
Aftensmaden." Heldigvis behøvede vi slet intet at sige. Locher og
hans Hustru tog imod os med stor Gæstfrihed, og vi tilbragte
en yderst behagelig Aften hos „Hedningerne i det hvide Hus",
som Fiskerne i Hornbæk nok kaldte Familien. Det viste sig
siden, at Locher havde anset Viggo for Børge og havde
opfattet mig som en endnu mere ubekendt Kollega i
Malerkunsten. Fra Hornbæk gik vi saa gennem dejlige,
nysudsprungne Bøgeskove ned til Gurre og tog hjem fra Qvistgaard
Station.
Dette var den eneste Gang, Stuckenberg og jeg var ude
sammen uden hans Hustru. Som den gode Kammerat og forstaaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
