Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
Viggo Stuckenberg
eller Prærien eller hvor han nu kom fra, havde vakt umaadelig
Opsigt, først ved et i „Ny Jord" offenliggjort Brudstykke af
„Sult", senere ved sin burlesk-paradoxale Bog om Amerika. Den
stovte Nordmand, der i det Ydre saa paafaldende mindede om
Bjørnson, var i literære Kredse Sæsonens Løve, og naar man mødte
Georg Brandes, snærrede og vrissede denne over al den Stads,
der blev gjort af „den skævbenede Hamsun". Vi andre, som
uforbeholdent beundrede Hamsuns Talent og ikke havde noget
at udsætte paa hans Ben, smilede maaske lidt ad det
Komediantvæsen, det nye Medlem af Kredsen ansaae det for nødvendigt
at anvende. En Aften hos Stuckenbergs skulde der saaledes
spilles Kort, og Tæppet blev da taget af Dagligstuebordet — et
ganske almindeligt poleret Nøddetræsbord. Hamsun fandt det
imidlertid rimeligt at falde i Extase over dette Bords Skønhed
og Blankhed. „Næj — mener jeg ikke, det er Glas!" udbrød
han i en Tone, som var han fuldstændig overvældet af Synet,
idet han med Hovedet kælent paa Skraa hengav sig til
Beskuelse af Bordet. Nogle Aftener efter sad Viggo, Ingeborg og jeg
sammen ved Aftensbordet, da Stuckenberg pludselig greb
Brødbakken, løftede den i Vejret, lagde Hovedet paa Skraa, saae
kælent paa den og endelig med Hamsunsk Varme og Betoning
udbrød: „Næj — mener jeg ikke, det er Brød! Jagu, er det
ikke Brød" osv. osv. varieret en Tid lang med megen Gratie.
Det var i denne Vinter, at Stuckenberg i al Beskedenhed
foranstaltede et Par smaa Festligheder — den ene Gang til Ære
for Georg Brandes, den anden for Amalie og Erik Skram. Der
var dækket Bord gennem begge de to smaa Stuer i
Wiedewelts-gade, Lys var tændt overalt som paa et Aftenselskabsbillede af
Viggo Johansen, og Stuckenberg gik rundt, smilende og lykkelig,
glad ved sit Hus, sin Hustru og sine Gæster. Den mimoseagtige
Husven, der havde saa let til at føie sig tilsidesat, var der taget
fornødent Hensyn til ved at lade ham beholde sin vante Plads
ved Husfruens venstre Side. Gladest var jeg dog, naar Gæsterne
atter vel var borte, de fremmede, store Mennesker, som næsten
fyldte for meget i de smaa Stuer. Naar Georg Brandes var kørt
bort i sin Droske, og Ægteparret Skram med mange Farvel
havde begivet sig til Sporvognen, da fulgte der en hyggelig lille
Time, hvor vi sammen nød Festaftenens Efterstemning af halvt
nedbrændte Lys, Cigaretrøg i Luften og et festligt Opryd af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
