Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 Viggo Stuckenberg
mange pyntelige Ting: Vinglas, Glasskaale, Appelsinskaale,
Frugtknive, smukke Servietter. Jeg laa paa min vante Plads, den
altfor korte grønne Plydskanapé med en af mig særlig elsket
„Trøster" under Hovedet, Stuckenberg var kommen i Tøfler og
havde faaet sin lange Pibe tændt, kun i Ingeborg var der endnu
Uro — hun gik frem og tilbage, stillede lidt sammen paa
Tingene, opgav det igen og satte sig tilsidst til Klaveret for med sin
blege, vaandefulde Røst at synge en af sine Yndlingssange — en
desperat Bellmann eller Griegs fortvivlede: Eg for vill i
vedu-skoginn. Saa bankede Stuckenberg besindigt sin Pibe ud, rejste
sig og stod ved Siden af sin syngende Kvinde med et Udtryk
saa snusfornuftigt og sat, som havde han alle sine Dage sorteret
under Magistraten i en eller anden Kontorstol.
Stuckenberg, hans Hustru og jeg traf den Vinter desuden
oftere sammen hos den bekendte Oversætter og Skolebestyrer
Winkel-Horn, der sammen med sin anden Hustru førte et
gæstfrit Hus. Her kom Ægteparret Skram, Oda og Maftinius Nielsen,
Fru Erna Juel-Hansen, unge Nordmænd, der havde skreven
Proverber om Kabinetter og Maaneskinslamper, og saa
naturligvis den store norske Knut. Efter et fint og rigeligt Aftensbord
blev der snakket, røget og drukket Natten igennem, og inden
man skiltes, blev der serveret Frokost, med Sild og forskellige
Akvavitter.
Jeg deltog i dette Liv indtil henimod Jul, da jeg rejste hjem
til Svendborg. Her modtog jeg kort efter følgende Brev:
24. Decbr. 1888.
Kære Johs.!
Jeg længes Gud straffe mig allerede efter dig! Af denne underlige
Grund skriver jeg dig til. For noget som helst af Interesse har jeg
selvfølgelig ikke at meddele dig.
Jeg begyndte strax i Lørdags Nat med at savne dig. Ikke saa snart
var jeg kommen over Dronning Louises Bro*) før jeg havde en
Fornemmelse af, at jeg var gaat den gale Vej. Den skidne Smaaregn og
det blæsende Mørke morede mig ikke, og de fem vrøvlende Bavianer
kom mig paa én Gang saa uhyggelig lidet ved. Det er sært, og det er
naturligvis galt, men jeg har vænnet mig til at have Fornemmelsen af
din Nærhed saadan næsten til Stadighed. Gaar jeg min egen Vej,
savner jeg dig og snyder dig, synes jeg. Hvem Djævlen skal jeg ogsaa
*) (hvor jeg Natten fer min Afrejse havde sagt Farvel til ham og de andre, med hvem jeg
fulgtes hjem fra Selskab)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
