Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Robins: Den store, hvide Stilhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
319 Den store hvide Stilhed
tør". Det var meget sent, da „Drengen" endelig opløftede et
Raab.
Bag Klippen, der hang ud over Flodsengen, som her gjorde
en Krumning, der — i det funklende Stjernelys, saa langt han
kunde øjne, laa en vældig Urtidsskov.
„Drengen" fremskyndede sin trætte Gang.
„Hallo, saadan en Skov har vi ikke set, siden vi forlod
Frisco. All right, Kentucky."
Og han gik paa med godt Humør. Da han naaede Kanten
af Skoven, kastede han Rebet og vendte sig — han var alene.
„Oberst! Oberst! Hvor er De?! Oberst!"
Han stod der i Stilheden, skælvende af en pludselig Følelse
af Forladthed. Han tog Landemærker, lænede en falden Fyr op
mod Slæden og løb hurtig tilbage ad den Vej, han var kommen,
uden at tænke paa sin egen Udmattelse.
Hele den Eftermiddag og Aften havde de trasket paa Floden,
hvor Isen var haard som Jærn og ikke viste noget Spor, hvor
de havde gaaet. Yukon var her fulde 3 Kvartmil bred. Deres
Hensigt havde været at holde sig til højre Bred, men Sne og
Is omskaber Verden, og lader haant om Menneskenes Geografi.
En Rejsende paa denne Kant er aldrig sikker paa, om han
følger den mægtige Yukon eller en Udløber, lige saa vældig paa
nogle faa Kvartmil, eller han maaske i det forræderiske
Tusmørke flakker om paa en frossen Sump.
Afsted løb Drengen i det aandeagtige Stjernelys, springende,
snublende, af og til kaldende med en melankolsk, monoton
Stemme, der klang fremmed for ham selv.
„Kentucky! Kentucky!"
Han stod et Øjeblik stille, efter at Lyden af hans Stemme
var døet væk og lyttede til Stilheden. Ja, de Folk havde Ret,
som sagde, at intet var saa svært at udholde i dette
møjsommelige Land som Tavsheden.
Ikke en Fugl. De rappe Fisk forseglede under Isen, Skovens
Dyr i deres underjordiske Søvn. Ingen Hvisken af de høje
Fyrretræer, stive, sneklædte; ingen Svajen af det magre Græs, der nu
ligger knuget i Isens Favn, under Vinterens vidtstrakte hvide
Tæppe. Uendeligere Stilhed end i Yukons Vinter hersker ikke
mellem Himlens Stjerner.
„Oberst!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
