Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Robins: Den store, hvide Stilhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
321 Den store hvide Stilhed
„Gud være lovet! Oberst! Oberst! Vaagn op!"
Han ruskede ham haardt. Men den svære Mand brummede
gnavent og lod sin blytunge Vægt falde tungt tilbage paa Isen.
„Drengen" greb fat i Halsen paa „Oberstens" „parki" og
slæbte ham fortvivlet nogle faa Alen hen ad Isen og indsaa saa,
at kun Øjeblikkets Rædsel gav ham Styrke dertil.
At slæbe en Mand af „Oberstens" Vægt hele Vejen til Skoven
var umuligt; han kunde ikke have faaet ham 80 Alen.
Hvis han forlod ham og gik efter Slæden og Brænde, vilde
Manden være død, naar han kom tilbage. Hvis han blev, vilde
de begge være frosne ihjel om faa Timer.
Han følte sig afkræftet og svimmel.
Det faldt ham ind, at han vilde bede. Han var ganske vist
ikke troende, men „Obersten" kunde ikke selv bede. Og her
laa nu hans Ven, den Ikke-Troende, paa Knæ. Han havde ikke
bedet, siden han var en lille Dreng dernede i Syden.
„Hvordan var det? Vor Fader" — han saa op til den
rødmende Morgenrøde —
„Vor Fader! Du som er i Himlen —."
Hans Øjne faldt igen paa Vennen. Han sprang op som et
vildt Dyr og begyndte at gaa løs paa „Obersten" med knyttede
Næver.
Slagene faldt tæt paa den liggende Mands Bryst, men han
var altfor godt beskyttet. Men nu kom de igen som en Byge,
under Øret, til højre — til venstre, alt som Manden i Blinde
vendte sig for at undgaa dem — paa Kæben, paa de syge Øjne —
og dette bragte endelig den sovende til en vis Grad af
Bevidsthed.
Han arbejdede sig paa Benene med et Brøl som en saaret
Tyr, kastede sig tungt fremad, idet „Drengen" undveg ham, og
vilde have slaaet den unge Fyr ihjel, var denne bleven staaende.
Men det var netop, hvad „Drengen" ikke agtede — han var
hele Tiden en lille Kende foran; men alt som „Oberstens" halvt
afsindige Raseri kølnedes, og han døsede lidt, var „Drengen"
over ham ligesom en Djævleunge. Frisk, smidig og hurtig i
Vendingen — „Obersten" kunde slet ikke maale sig med ham, selv
naar han var sig selv. Og nu saa han daarligt, og Raseriet laa
som en Taage over hans Hjerne. Han vilde myrde den lille
Satan, og saa vilde han lægge sig og sove videre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
