Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Liv
371
Ja, om i Undfangelsens Stund min Moders Ansigt var blevet
paatrykt mig.–Haa, de to Mennesker, de eneste, der har
været mig gode, de eneste, hvis Øjne har set aabent paa mig i
Kærlighed og ikke dulgt i Latter eller Medynk, de eneste
Væsener paa Jorden, jeg har elsket og ikke frygtet eller hadet — naar
jeg mindes, at deres Skyld er det, at aldrig en Mand har set
forlangende paa mig, at mit Legeme har krympet sig i søvnløse
Nætters Sult, og min Sjæl skreget sig stum i Ensomhed, at al
det Livets Begær og Kraft de aandede i mig i hin deres
Livs-begærs og Livskrafts højeste Stund, forsmaaet, ubrugt, aad sig
indad, til jeg nu ligger her, opædt af Selvfortærelse til Døden —
aa da, ja da er det, som skal Hadet endnu inden Døden rane
endog dette mit Livs eneste Eje: Kærligheden til de to, der af
al deres Vilje var mig saa meget mer, end Forældre kan være
for Børn, og som al min Styrke elskede, saadan som man elsker
dem, man ene faar Lov at elske — og da — aa Livet, dets
knusende Uretfærdighed, dets øre Meningsløshed–!"
Det mørke Hoved sank gispende bagover med halvaaben
Mund, de store Hænder famlede frem for sig endnu en Gang i
et Greb efter det, som aldrig kan tages, men kun skænkes.
Langsomt rokkede Lægens dukkede Skikkelse gennem
Skumringen frem mod Sengen.
„Da Birgitte, da maa for din og dine Forældres Skyld det
aabenbares, der hidtil var skjult for din og dine Forældres
Skyld."
I et Spring slog Øjnene op mod ham, som kaldtes de, ved
et sidste Haab, end en sidste Gang tilbage fra Kaos’ Rand.
Brillerne nikkede tungt mod hende, uafbrudt, mens Stemmen
talte, lav, hæs:
„Birgitte, du Barn af min Elskede, som du har mistet dit
Liv for din Faders Ansigt, mistede ogsaa jeg mit. Birgitte, du
Barn af min Elskede, nu véd du det."
Haanden løftede sig rystende, mager, med nedgledet Ærme
mod det øde Lands hvide, vildsomme Brændinger.
„Denne Haand ejede din Moders, ejede og mistede den,
lam-slaaet af din Faders, Sejrherrens Haand. Birgitte, det Ansigt, der
for dig som Kvinde blev Livets Tab, blev for ham som Mand
selve Livets Eje. Sejrherre, sagde det Ansigt, Sejrherre over
Kvinder og Liv, det Ansigt, der for dig blev til Mænds Angst
23«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
