Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370
Liv
roede hen over Jøklerne, svindende som en Prik. Og foran hans
Fødder strakte sig hans Skiers Spor ud gennem det hvide —
saa langt hans Syn rakte.
FADERS ANSIGT
Mod Aftenlyset gennem Tavleruden rundede sig Lægens
Oldingehoved, med dunkle Haartotter ved Ørene.
Sammensunken, med opskudte Skuldre og Hænderne paa Skøderne stirrede
han ud i Aftenen mod Pløjemarkernes tilsneede Furer, der
bugtede sig, lysende som Brændinger, mod Grøftegræssets
vind-duvende Kyst. Som et uroligt, skumplettet Hav vandrede Fure
bag Fure ind mod den snestribede Landevej, helt ude fra det
fjernes Dis. En Raages kæmpende Vinger ude over Muldhavets
taageskjulte Øde.
„Livet — tal ikke til mig om Livet, — som jeg skulde sørge
over at slippe fra dets Fattiggaard! Livet, hvad har det budt mig
andet end Tidsler og Stene? Arbejdet? Ja, arbejdet har jeg, til
Blodet sprang fra mine Neglerødder, og jeg vandt mig det tørre
Brød, jeg kunde gnave her i min kolde Husmandsstue. Had har
Livet budt mig, og Had har jeg budt det igen, dets knusende
Uretfærdighed, dets øre Meningsløshed — for, naa, det vidste
jeg jo hver Aften, jeg sad der ved Klapbordet med mit Brød og
mit Vand og saa mod Horisontens Graa, og kun Musene gnavede
uophørligt i mit Gulv, som vilde de hule endogsaa denne sidste
Grund bort under mine Fødder, vidste, at havde min Næse været
anderledes, da havde jeg nu i denne samme Time, hvor min
Sjæl og mit Legeme knagfrøs af Ensomhedens Hunger og Skræk,
siddet bænket blødt ved en flammende Arneild med Barnearme
viklet om mine Skuldre og med en Mand knælende paa Tæppet
ved mine Fødder med takkende og tilbedende Øjne i mine. Haa,
om min Fader havde haft et andet Ansigt, eller jeg ikke havde
arvet hans, men Moders!"
Lægen drejede langsomt Hovedet, gennem de hvælvede
Brilleglas stirrede han mod de to sorte Øjne, der flammede gennem
Skumringen fra det hvide, storkæbede Ansigt — den aabne Mund
og Hagens Kant mod Lagnets Lin–Den store Haand steg
truende mod Loftets lavtrugende Mørke:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
