Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Litterær Oversigt. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
429 Litterær Oversigt
Ved Barbari forstaar Santayana Mangelen paa Overblik, paa
Hel-hedsanskuelse, den ubeherskede Fraadsen i de enkelte Fornemmelser,
eller i den enkelte Lidenskab uden at maale dem i Forhold til den
større Virkelighed, af hvilke de kun er Brudstykker. Man kan ikke
forklare den Virkning, en saadan barbarisk Kunst øver, bedre end med
Santayanas fine, vemodigt skeptiske Ord: „Følelsens og Fantasiens
Kultur er altid en saa sjelden Ting, at Mangelen af den ikke behøver
at betyde noget meget slemt eller generende Tab. Fornuftens Sejre
har altid været faa og kun delvise, og fuldkomne Kunstværker er
næsten ukendte .... (desuden) .... Barbariets Poesi er ikke uden sin
Tiltrækning. Den kan med desto større Frihed spille paa Sanserne og
Lidenskaberne, fordi dens Bestræbelser ikke gaar ud paa at indordne
dem under en klar Tænkning eller en fast Vilje. Den kan gøre
delagtig i de forbigaaende Følelser, den udtrykker, den kan af Luner og
Indfald skabe mangen delvis Harmoni; den kan — i Kraft af sin
rødglødende Fornuftløshed (irrationality) udstøde vilde Skrig, hengive sig
selv og os til en mere udelukkende Lidenskab og ophobe en mere
kritikløs Rigdom af Billeder, end Digtere med mere prøvet Erfaring
eller af en højere Inspiration vilde formaa det. Det er muligt, at en
af Fornuften uhæmmet Pirring tilsidst vil trætte, men til at begynde
med opildner den os, og hvor mange kraftløse og vidtløftige
„fornuftige" Digtere har der ikke været, som nu trætter uden nogensinde
at have formaaet at opildne. Evnen til at pirre er Begyndelsen til
Storhed, og hvis den barbariske Digter har Geni, hvad han godt kan
have, river han saa meget desto mere med, fordi hans Metode er saa
raa, hans Følelser saa ubesværede af alle Betænkeligheder. Hvad der
pletter en saadan Kunst — Mangel paa Fornemhed og Skønhed,
forvirret Tankegang og Uformuenhed til at skabe varigt Behag — vil
næppe mærkes af et samtidigt Publikum, hvis det først engang er
bleven fængslet."
Det er med Henblik paa Walt Whitman og Browning’). Santayana
har skrevet sin ypperlige Afhandling og det er derfor ikke underligt,
at den passer ogsaa paa Johs. V. Jensen, der jo i sin sidste Bog med
al ønskelig Tydelighed vedkender sig Slægtskabet med den
amerikanske Poet. Ogsaa denne troede sig og blev af Kritikerne proklameret
som den nye Verdens Aabenbarer, men forlængst har man indset, at
hans Forhold til det nye var mere af en undrende end af en
profetisk Art.
Paa samme Maade forholder det sig med Joh. V. Jensen. Han har
ladet sig fange af det tilsyneladende Virvar uden at være i Stand til
at komme i Forbindelse med de bagved liggende formende Kræfter,
etiske, økonomiske, sociale, af hvilke alt det ydre kun er et foreløbigt
og skuffende Billede. Hvem kan tvivle om, at dette mægtige Samfund
sluttelig vil finde den Syntese, der udtrykker dets Væsen. Hver lille
’) Danske Læsere behøver blot at indsætte Johs. V. Jensen for Whitman or d’Annunzio for
Browning. Smlgn. min Artikel om d’Annunzio her 1 Tidsskriftet, Maj 1904.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
