Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: David
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
David
657
gjorde ham opmærksom derpaa. Han tilhørte i Rom en Kreds
af Datidens mest oplyste Forskere og Kendere af Antiken:
Maleren, Arkæologen og Samleren Gavin Hamilton, Visconti,
Udgiver af „Museum Clementinum" og Winckelmanns Efterfølger
som Tilsynshavende med Roms Antikviteter, Milizia, Arkitekt
og Forfatter af „Memorie degli architetti", Quatremére de Quinzy,
Arkæolog og Kunstskribent, kendt i den nulevende Slægt ikke
mindst af sin varmtskrevne Bog om Canova. Men denne —
Ca-nova — havde dog med al sin Agtelse for dette lærde Lag sin
egen Opfattelse af Oldtidens Billedhuggerkunst, der mere stemte
med hans egen Karakter som Kunstner end med den, der
almindelig tillagdes Antiken. Man ser det af hans Kunst; man har sort
paa hvidt for det i et Brev, han tilskrev Quatremére de Quincy
efter nylig at have stiftet Bekendtskab med
Parthenon-Skulptu-rerne. De Antiker, som han — og alle andre — indtil da havde
kendt, var næsten udelukkende Frembringelser fra Forfaldstiden.
Man kendte hverken den tidlige græske Kunst eller Kunsten fra
dens første Blomstringstid, da Lord Elgin bragte
Panthenons-Skulpturerne til England. Det var først i 1816, de blev offentlig
tilgængelige; altsaa paa et langt senere Tidspunkt end det, paa
hvilket Fremstillingen her dvæler; men, som det vil ses, giver
Canovas Ytringer om disse Skulpturer ogsaa tilbageskuende
Oplysninger om hans tidligere Opfattelse af Antiken, hvori
Parthe-non-Skulpturerne egentlig kun bestyrkede ham. „Dette er det
sande Kød", skriver han, „dette er den skønne Natur, som i
det hele taget de Gamles Billedhuggerarbejder er det ... . Jeg
tilstaar, at da jeg saa disse Ting, blev min Forfængelighed smigret,
fordi jeg altid har haft den Fornemmelse, at de store Mestre
maatte have arbejdet paa denne Maade og ikke paa nogen
anden .... Dette er nok til en Gang for alle og afgørende at faa
Billedhuggerne til at give Afkald paa enhver Strænghed og faa
dem til at holde sig til Naturens skønne og bløde Form." Den
bløde Form, den Bernini’ske Morbidezza, mod hvilken
Winckelmann havde ivret, den er just et af de væsentligste barokke og
urene Elementer i Canovas tilstræbte Klassicisme. Et andet
uklassisk Element i hans Kunst er hans lumre sydlandske
Sanselighed, et tredie den italienske Virtuositet i hans Haand. Men ugræsk
frem for noget er maaske dog nok det Hang til Smægten og
Sentimentalitet, som vansirer selv de skønneste af hans Arbejder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
