Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hagen Hohlenberg: Schumann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schumann
833
ved sin stærkt poetiske Des-dur-Duft; af „Nachtstücke" er vel
kun det sidste en Nocturne i almindelig Forstand. Nr. 1 i C-dur
maler med sort og graat et Vinterlandskabs Øde og Nattens
isnende Klamhed. Et Slags Sørgetog — „Ligfantasi" — opstaaet
under et af de melankolske Angstanfald, som undertiden plagede
Schumann.
Formen i de her omtalte Værker var næsten overalt
Schumanns naturlige, Fantasiformen, o: oprindelig den ganske
tilfældige. Dog opstod samtidig med hine en Række, der i alt Fald af
Navn stræber i Retning af de klassiske Mønstre. Fis-moll-Sonaten
er et Eksempel paa schumannsk Rytmik. Han former ikke gerne
om paa Stoffet, men modulerer, omstiller. Hans Motiver er
udprægede Bevægelsesmotiver, sjældent plastiske Temaer. De synes
mindre opfundne end brusede frem af et indre Væld. Den Rytme,
som er raadende, holdes temmelig uforandret fast, men
strømmer igennem et helt Kredsløb af Modulationer og fordobles af
Stemmer i Med- og Modbevægelse. Det mangefarvede Væv, der
herved fremkommer, bliver langt og behøver Tid for at klinge
ud. Den Tvang, Formen paalægger Schumann, er let kendelig.
Først hvor han kan slippe sig løs i intermezzolignende Satser,
er han helt sig selv. Der ligesom ophober sig ubrugt Stof under
Kampen mod Sonateformen.
Om F-moII-Sonaten gælder endnu det samme. Mærkelig er
her Prestissimoen ved sin Mangel paa Kontraster. Som gennem
en Røgsky stormer den imod Slutningen, uden Hvilepunkt.
Sammenligningen ligger nær med Finalen af Chopins senere
komponerede B-moll-Sonate; men denne har just i sin store
Korthed — „mere Spot end Musik" — sin Pointe.
Først den tredje Sonate, i G-moll, kan kaldes helstøbt og
lykket i Formen. Den er fuld af sød Velklang og skær Poesi
og udgør et harmonisk Hele.
At Variationsformen maatte ligge Schumanns idérige,
fantasifulde Talent nær, siger sig selv. Hvad han her har skabt er da
ogsaa saare fuldkomment. Han danner Bindeleddet imellem
Beethoven og den senere Tids Mestre i denne Form, Liszt og
Brahms.
I F-moIl-Sonaten træder i Stedet for Adagio — eller en
saa-kaldet Aria, som Schumann gerne foretrak — et Tema,
bearbejdet i nogle faa, simple Variationer. Med sin dæmpede Stryge-
Tilskueren 1906 52
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
