Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hagen Hohlenberg: Schumann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schumann
835
end ved de fleste Værker af denne Art. Orkestret bærer
Klaveret, som til Gengæld smykker Tonelegemet med sin Fylde af
Perler. Formen er langt fra den konventionelle — første Sats
har kun ei Hovedtema, der fremtræder i fem, hver for sig
aldeles individuelle Skikkelser — og endda virker Stykket
fuldkommen helstøbt i formel Henseende. Men hvem vilde her ofre
mere end en flygtig Tanke paa Form og Bygning. Maaske er
dette den mest ophøjede Poesi, som Klaverlitteraturen
overhovedet har frembragt. En Gysen griber en paa Tærsklen til en
saadan Skønhedsaabenbaring. Allegro affetuoso’en holder
Tilhøreren aandeløs, som paa et Dramas Højdepunkt, indtil sin
sidste Tone. Romantikkens blaa, fra det lyseste himmelblaa til
det dybeste natblaa er Baggrunden, hvorover denne
Skyggeverden af Toner drager hen. Dette ene Stykke fortæller os
forud om hint „Wunderreich der Nacht", som skulde blive
Romantikkens mægtigste og — hidtil — sidste: Tristan og Isolde.
Der er over meget af Schumanns Musik noget i høj Grad
indadvendt som over et sjælfuldt Ansigt, hvis Øjne er vendte
ligefrem uden at se. Det bekendte Portræt med det drømmende,
tillukkede Aasyn er et Billede af mere end hans ydre Jeg.
Meget kan, flygtig hørt — og navnlig: flygtig gennemset — synes
uklart og forvirret. Man aner, at Forstaaelsen beror, paa
Forudsætninger, der ikke i sig selv synes givne. Det er ikke den
plastiske Sluttethed eller den fuldkomne Vægtfordeling, der holder
Værket svævende om sit Tyngdepunkt. Enheden er mere af
poetisk end af plastisk Natur. Schumann staar Beethoven nær
og er som denne en absolut moderne Aand.
Hans Form er som oftest bestemt helt ud fra sit
Indhold. Deraf det tilsyneladende tilfældige og lunefulde. Meget har
Improvisationens Karakter og maa udføres i Overensstemmelse
hermed. De tidligste Ungomsarbejder virker ofte ved deres Mangel
paa Form ganske forbløffende. Men allerede Kreisleriana,
Fantasistykkerne og den tredje Sonate viser, uden at fornægte deres
Oprindelse, større Afrundethed i Tanken og færre altfor
frem-stikkende Kanter og Hjørner. Ofte optræder musikalske
Parenteser og Efterskrifter. Karakteristiske ere Betegnelser som „til
Slut", „endnu følgende" — eller — som Foredragsbetegnelse —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
