Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hagen Hohlenberg: Schumann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
842
Schumann
Tid beklædte, som Lærer eller som Dirigent, viser ham ikke fra
nogen fordelagtig Side. Om hans Undervisen fortælles det,
hvorledes han Timer igennem paahørte Elevernes Præstationer
uden en eneste Gang at aabne Munden, — „skønt der sandelig
var Grund nok dertil". Omsider blev ogsaa Bladvirksomheden
ham trættende. Jeg er færdig at revne af Musik og maa
komponere," skriver han 1838. Ogsaa dette sidste Baand løstes da,
efterat Bladet havde været redigeret af Schumann i en lang
Aarrække.
Schumann besad den ædleste Karakter, fri for personlig
Forfængelighed, beskeden som Kunstner ikke mindre end som
Menneske. Herom vidner mere end noget andet hans talrige Breve.
Med mangfoldige Venner stod han i stadig Brevveksling. I hans
„Storm- og Trængselstid," hvor Kampen stod om hans Elskede,
Clara Wieck, faar man et Indblik gennem Brevene til
Svigerinden Therese Schumann eller til Fru Henriette Voigt; disse to
Kvinder havde bægge hans fulde Fortrolighed, og det varmeste
Venskab forbandt ham med dem. En „Asdur-Sjæl" kalder han
en Gang Henriette Voigt.
Betegnende for Schumanns fordringsløse Oprigtighed er en
Udtalelse som denne: „Verden ved egentlig saa godt som intet
om mig . . . Ofte indbilder man sig vel, man behøver det ikke,
men i Grunden holder jeg hellere med Jean Paul, naar han
siger: Luft og Ros er det eneste, som Mennesket uophørlig kan
og maa inddrikke ... Dog vil jeg ikke beklage mig og føler mig
virkelig lykkelig i min Kunst."
Bag denne tilsyneladende saa harmoniske Natur lurede
imidlertid en frygtelig Fjende. Fra Ungdommen af indfandt sig med
Mellemrum stærke Anfald af Melankoli og pludselig Angst, i
Forbindelse med Frygt for højt beliggende Steder. Schumann søgte
hele sit Liv igennem sine Boliger i låve Etager, af en uhyggelig
Frygt for, at han under et saadant Anfald skulde styrte sig ud.
Mulig har Anelsen om denne skjulte Fjendes Tilværelse drevet
ham til den overforcerede Produktion, der navnlig kendetegner
Tiden fra 1840—50, og som vel i høj Grad har fremskyndet den
endelige Katastrofe. Langsomt udviklede Sygdommen sig, indtil
den helt havde ormædt denne hvileløse Hjerne, der sled paa
sig og brugte sig saa utrættelig. Skridt for Skridt rykkede det
afgørende Udbrud nærmere, udsendende sine Forløbere i Form af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
