Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: En Folkefest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN FOLKEFEST
er var meget, Deltagerne i Raadhusfesten kunde glæde
sig over. Først og fremmest de smukke Lokaler, men
ogsaa hele Festens Forløb, der ydre set var fornøjelig
og vellykket.
Det maa imidlertid være blevet mange paafaldende,
at der blandt de skiftende Indtryk, man bragte med
sig hjem, ikke var et eneste — det eneste, hvorom
man kunde samle alle de andre — ikke et Øjeblik, man kunde pege
paa som Udtryk for hele Festen, naar undtages Begyndelsen af Helge
Rodes skønne Tale.
Dette Øjeblik var for kort og isoleret til at kunne præge Aftenen,
men tilstrækkeligt til at minde om, at det ikke var nogen almindelig
Festlighed, men en Folkefest, man var indbudt til.
Man skulde vente, at dette ganske anderledes havde paatvunget
sig Bevidstheden. At der var opstaaet en Stemning, der gjorde denne
Fest forskellig fra en hvilkensomhelst bedre Middag, hvor Lyset og
Toiletterne øver deres oplivende Virkning — men det var netop ikke
Tilfældet. Allerede da Karl Larsen for en udsøgt Forsamling af det
velstaaende københavnske Bourgeosi forkyndte, at „vi repræsenterer
hele Folket", følte man det som et: „Dette skal være Troja." Det var
ikke Folket. Det var alle dem, for hvem Drachmann havde betydet
en Nydelse mere og for hvem han nu var en Forlystelse mere. Derfor
lød det rent forløjet, naar han i Festtalerne præsenteredes som
Oprøreren mod det borgerlige Samfund — det borgerlige Samfund, i hvis
Pragtbygning man befandt sig, for hvis velnærede, dekolleterede Damer
man perorerede og for hvis gode Sedler man festede.
Misforholdet mellem Festens Hensigt og Festens Forløb traadte
frem ikke blot i den lidet folkelige Forsamlings Præg, men hørtes
ogsaa grelt gennem Talernes Ord.
Georg Brandes Tale var præget af en Ironi der tydeligt sagde, at
han nok vidste, hvad det var, han var med til og ikke ønskede at vove
sig for langt ud. Talen skulde holdes, af forskellige praktiske og tak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
