Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Rode: Post festum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1014
Post Festum
Folk har, naar de ser Drachman i deres Midte, en Tilbøjelighed til at
klappe i Hænderne og raabe Hurra. Der er intet at gøre ved det. Hans
Personlighed vækker uvilkaarlig festlige Følelser. Harald Nielsen vil
ikke være med. Hans „Indrømmelse" af visse store Friheder er en Art
„betinget Benaadning": Paa Grund af dit Geni skal du slippe; men
siger du en Kaadhed igen, saa har vi en Protokol — og saa lægger vi
det hele sammen.–
Her regnes som i Kriminalretten.
„Der hersker en vis Mistro overfor Drachmann". Mistro? — Der
hersker vel ogsaa en vis Mistro overfor Foraaret. For det er ikke ganske
til at stole paa. Alligevel vil det danske Folk (naturligvis med enkelte
Undtagelser) nok være med til at fejre Foraaret. Og selv om det nu
regnede paa Foraarets Fødselsdag, vilde man se at bevare sit gode
Humør og ikke glemme, at Foraaret betyder Sol og Blomstring. Thi
intet er lunefuldt som Foraaret og intet staar dog fastere i sin
Skønhed i vor Forestilling. Saaledes burde det ogsaa være med Drachmann.
Der er saavist ingen Grund til Mistillid.
Videre taler Harald Nielsen om „Aartiers Rygter og Sladder og
Stillen sig selv til Skue". Mon Hovedskylden for Rygter og Sladder
ligger hos Drachmann? Folk kan lade være med at sladre. Lad et
sladdersygt Publikum tage sin Del af Skylden og se, hvad der bliver
tilbage.
Drachmann har, som store Lyrikere før ham, for fuldt Alvor til
Tider udkæmpet sit Privatliv for Folkets Øjne. Regnskabet for disse
Forhold er vanskeligt at opgøre. En væsentlig Del kommer af Lyrikens
egen Natur — en væsentlig Del af Publikums.
„Man kan ikke, naar man til daglig gaar i Slæber, pludselig
bestige Kothurnen uden at blive komisk", siger Harald Nielsen, og det
er det urigtigste Ord, jeg nogensinde har hørt sige om Drachmann.
Hans Liv har overhovedet intet med „Slæber" at gøre. Det er festligt
i sit Anslag, festligt i sit Forløb.
Og nu tilsidst. „ Det var en Folkefest uden Folket; fordi der endnu
ikke bestaar noget Tillidsforhold mellem Digteren og det Folk, af
hvilket han skulde hyldes." Saaledes resumerer H. N. Indtrykket af
Festen-Og alt hvad der tidligere er citeret af hans Argumentation stiler
herimod — „thi ingen Tydning af Skriften er endnu anerkendt som deit
rette."
Livets Skrift kan unægtelig være vanskelig at tyde; men at
Drachmann skal høre til de særlig dunkle Runer, har jeg ondt ved at
begribe. — Den Skrift maa vel ogsaa have stærke og klare Tegn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
