Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar 1907 - S. Mathiesen: Spildte Kræfter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SPILDTE KRÆFTER
EN VAARSTUDIE
I
eg er atter hjemme i min Fødeegn.
Men jeg gaar her saa ensomt fremmed. Gaar
disse gamle Gader og Veje og kjender alt Vaaren
om mig. Skjønt Luften er saare aprilkold endnu.
Bare nogle Dages Regn til, sir jeg mig selv, saa
er den festgrønne Vaar her en Solmorgen. Saa
kjender du dig straks igjen. Og gaar ikke mere saa fremmed og fryser.
For Græsset gror alt hernede i den sollune Dalskraaning.
Bleggrønne, nyfikne Plantehaar, der ængstelig fimrer opad mod
Lyset. Uden fjerneste Anelse hverken om Sommer eller Død.
Her er ogsaa rigeligt af dinglende Rakler og harpiksfede
Knopper. Af Bækkebrus og silrende Mosesik. Og Piletræet staar med
smaa dunede, fløjlsgraa Gaasunger. De vilde Stikkelsbuske langs
Vejen med sit krusbladede, døsige Dækgrønt.
Regnet siver ned i tidløs Stilhed. Et uafladeligt og lydlet
Silkesus. Jorden drikker begjærlig. Jeg kender det som en mild,
forfriskende Dusj i mit Ansigt. Og mit nøgne Haar blir tungt og
duftende af Væde.
Da standser jeg undrende. Jeg føler noget af Højtid, som
nærmer sig. Og jeg suger i fulde Aandedrag den maltsøde Duft
af Vaar.
For jeg elsker Vaaren. Naar Nætterne lysner, og Naturen
blir yrr og ødsel. Jeg elsker Fossebruset og alle de spildte
Kræfter. Al Vaarens Tøjlesløshed elsker jeg. Og jeg hader oprigtig
den vinterlige Matematik og alle de mekaniske Velsignelser. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
