Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1907 - Jakob Knudsen: At være sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
At være sig selv
mellem et Selv og en Egenskab, en Ting, — altsaa noget
upersonligt i Virkeligheden.
Nu kunde min kritiske Læser atter indvende: er der nogen
Grund til denne Distinktion mellem Selvet og Egenskaberne?
Er et Menneske overhovedet andet end sine Egenskaber? Naar vi
plukker bort af en Person det, som vækker vor Beundring eller
vor Medlidenhed, det som var Grunden til vor Enighed eller
til vor Forelskelse, naar vi tager Humøret, Talentet o. s. v. o. s. v.
bort, — er der saa overhovedet noget tilbage?
Ja, — trods Fornuftens Indvendinger erfarer vi umiddelbart,
at der er noget tilbage endda. Og at det klinger mystisk kan i
dette Tilfælde ikke skræmme os, thi det var jo netop ind bag
Bevidstheden, vi skulde; det er jo netop Mystikkens Vej, vi nu
har betraadt under vor Søgen efter Selvet.
Naar Brøndgraveren er kommen dybt nok ned, da kan han
begynde at høre Lyden af Vand-Aaren, allerede inden de
allersidste Lag er fjernet, og Kilden bryder igennem. Saaledes
mærker vi noget i vort egen Væsen, der bliver tydeligere og
stærkere, jo mere vore Talenter taber i Værdi for os, jo flere af
vore Egenskaber der visner i vore Øjne, noget, der øjensynlig
ikke deler Kaar med, hvad vi ellers kjender hos os selv; thi
naar alt det øvrige tager af, saa tager dette til. Det er en
Længsel i vort Indre efter at blive befriet ved Hengivelse. Ikke en
Hengivelse i Medlidenhed eller Beundring eller Forelskelse eller
Samstemning, eller hvad alt det hedder, som vore Øjne kan
ødelægge, nej, men til noget hos en anden Person, der længes efter
Befrielse ved den samme Art af Hengivelse. — Dette, der
saaledes længes, og hvis Klage vi fornemmer i vort eget Indre, det
føles af os som vort Selv, fordi det stiller sig i Modsætning til
alt, hvad vi kan se, alt, hvad vi kan ødelægge med vore Øjne,
alt, hvad vi kan stille’os udenfor og betragte.
Thi denne Selvets Længsel mod et andet Selv, den bliver
gansk vist ofte tydeligere under Sygdom og anden Elendighed;
men det hænder ogsaa ofte, at Sygdom tilintetgør Selvets
Længsel tillige med al vor fænomenale Herlighed. Sygdom er ingen
Guldprøve. Den kan fortære baade Guldet og Slakkerne. Nej,
den Prøve, som skiller Selvet fra Fænomenerne, Egenskaberne,
Talenterne o. s. v. det er Øjenprøven. Vore Øjne kan ødelægge
alt for os, de brænder værre end Saharas Sol; men Selvet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
