Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj 1907 - H. Slott-Møller: Kunstbetragtninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
Ku nstbetragtn inger
som vist kun en Kvinde kan sige det. Det er i det hele taget
et udpræget kvindeligt Billede, fuldt af Ynde og Mildhed, duftende
af Foraar og Friskhed, som en Buket Foraarsblomster virker
det. Fru Dorphs andet Billede „Bro’er og Søster" er vel ikke
saa betydeligt som det store, men har til Gengæld det Fortrin
fremfor dette, at det er bedre i Farve og fastere i Formen.
N. V. Dorphs to store Vægbilleder er fin og smagfuld Kunst i
bunden Stil, der er som en Duft af gamle Memoirer over dem.
Det bedste af dem er vel nok det med Postvognen, man tror sig
midt inde i en hyggelig Roman fra vore Bedsteforældres Tid.
I den stille Aften, hvor Røgen fra alle Skorstene staar lige til
Vejrs, og hvor ikke en Vind rører de høje, slanke Popler, der
stiger til Vejrs om Kap med Røgen, kører man med den gamle,
firspændige Diligence over den blidt henglidende Flod ind i
Romantikkens Drømmeverden. Dorphs Portræt af Professor I. L.
Heiberg er ogsaa et interessant Arbejde, om end Modellens
karakterfulde Ydre knap kan siges at være kommet fuldt til
sin Ret.
Af det Slægtled, der er naaet ud over Ungdommen, men
endnu staar i sin fulde Kraft, er der faa, der søger de Opgaver,
der ligger over og uden for det daglige Liv. I Aar har kun Julius
Paulsen og Tuxen gjort det.
Der er meget smukt i Tuxens store Billede „Orpheus og
Eurydike," kun er det beklageligt, at Tuxen er gaaet noget uden
om Opgavens Kærne. Karon, den blinde, ubøjelige Skæbnes
Udøver, maa selvfølgelig være tavs, Eurydike, der døende segner
hen, kan ogsaa kun sige os lidt, kun Orpheus er den levende;
han er den, Smerten rammer, han er ganske naturlig
Hovedpersonen i Tragedien, men desværre har Tuxen ladet ham vende
Ryggen til, og han har derfor maattet nøjes med at give ham
en udtryksfuld Stilling. Men alt det, vi ønskede at høre om Sorg
og Længsel og Ulykke, det kan kun et Ansigt sige, og det ser
vi ikke. Derfor interesserer Billedet ikke saa stærkt som det
kunde have gjort. Forøvrigt er det paafaldende saa dramatisk
Tuxen har forstaaet at benytte Farven, dramatisk paa samme
Maade som Delacroix formaaede det. Der er en smærtelig
Vemod i den døende blegrøde, en mandig Sorg i den mørkeblaa
— men det erstatter os ikke Orpheus Ansigt
Undtager man Fru Slott-Møllers Billede „Unge danske Adels-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
