Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli 1907 - Harald Nielsen: Bøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
600
Bøger
Shakespeare har forlængst givet Beviset og det i største Stil i —
„Kong Lear", og dog skrev han denne Aftægtstragedie uden at kende
Odenseprogrammet. Han brød sig kun om at kende Menneskene i
deres Sorg og i deres Glæde saa indtrængende og uforbeholdent som
muligt, hvilket ogsaa lykkedes ham meget godt. Hans Værk har levet
i Aarhundreder og vil leve videre og aldrig dø, og selv om han ikke
har reformeret Pølsefabrikationen eller Aftægtsforholdene, tør man dog
tro, at ogsaa han har gjort sin Nytte.
Jeppe Aakjær synes ikke at kunne blive enig med sig selv om,
hvad han helst vil være: Digter eller Agitator og Filantrop. For at
komme til Klarhed er det ikke nødvendigt, at han raadfører sig med
Shakespeare’s Eksempel — det vilde maaske synes saa
uforholdsmæssig stort, at det forfejlede sin Virkning — men han behøver blot at
tænke over sin egen Udvikling som Lyriker. Det var ikke dengang,
hans Digte af Edvard Brandes blev rost for god Radikalisme, at der
var noget ved dem, men senere, da han ikke gik noget Programs
Ærinde, men tog sig Frihed for alt det, der var menneskeligt i ham:
Naturdyrkelsen, Romantiken, Kærligheden til de arbejdende og beskedne
Eksistenser. Naar baade „Vredens Børn" med dens krasse, voldsomme
Agitation og „Paa Aftægt" med dens flade Fornuft- og
Hensigtsmæs-sighedsmoral er glemte og støvede, vil hans Digt om Jens Vejmand"
leve frisk og uforgængeligt ved sin hjertevarme Menneskelighed, som
en af de faa virkeligt sociale Digtninger, vor Litteratur har frembragt.
Det er en vanskelig Sag at være sig selv, og det kræver megen
Kultur. Man kan derfor ikke undre sig over, at „Proletarer"s
selfmade Forfatter, Christen Bundgaard, er meget mindre „noch nie da
gewesenes", end han selv tror, og villige Journalister lader sig lokke
til at antage. Hans Lidenskab, en vis kold Ironi og hans
„Proletar-Erfaringer tilhører ham selv, men Resten: Stilen, Synsmaaderne, er
helt litterære og konventionelle, laant hos den forhadte Bourgeoisikultur.
Naar han skal skildre en Fødsel i Dølgsmaal og i den Anledning
tropper op med Atavisme og Hulemennesker og slutter med følgende
Mundfuld:
„Naturtidens Menneskehun forvandledes, og Moderdriften gik
under i en Strøm af sammensatte Følelser, der bringer Kulturtidens
Kvinde til at skjule sit Svangerskab og til at dræbe sit Foster, til at
fornægte al Moderlighed",
har det ikke andet proletarmæssigt ved sig, end at det er
erhvervet i Marskandiserbutikken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
