Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eneboerne
615
beslægtet Aand, som ung og uudviklet skulde ledes af hans og
forene sig med den, men i Virkeligheden fyldtes han af
Stemninger fra hendes Verden, helt forskellig fra hans, og bøjede sig
næsten ydmygt, lærende og modtagende, for hendes unge, friske
og rige Sinds Overlegenhed. For Lucie var han noget ganske
mærkværdigt, hun hørte ham rose i høje Toner af sin Fader,
som et Geni, hun forstod ham ikke, og kunde dog se, at hun
forstod ham langt bedre end han hende — og han bøjede sig
for hende, han, der ikke bøjede sig for noget. Hun vidste, at der
i hendes Kærlighed var megen Beundring, hun vidste ikke, at
der var megen Medlidenhed. Da han friede til hende, saa hun,
at hun holdt alt for meget af ham til at svare nej, og dog bad
hun ham om nogle Dages Betænkningstid, men da hun havde
svaret ham, holdt hun fast ved ham og var hans i Liv og Død.
Deres Forlovelsestid var kort, men forunderlig for dem begge.
For ham var der hændet det forunderlige, at mens Smerte, Nød,
Lidelse til denne Dag havde været hans Element og Verden,
havde den Lykke, han her havde mødt, uden nogen Overgang
hævet ham op til sig og var blevet hans Sjæls daglige Brød.
For hende var det vidunderlige det, at hun før intet havde ejet,
men havde haft alle Muligheder, og nu havde hun med eet en
bestemt Skæbne, en Ejendom, men ingen Drømme. Undertiden
syntes hun, hun var bleven bedraget, skønt hun ikke vidste,
hvordan, men hun elskede ham. Naar de var sammen, talte han
meget, og der var i hendes Væsen noget sky, saa at han
underriden tænkte, at han kendte hende ikke. Hun lyttede til ham og
var næsten glad over, at han gav hende saa meget af sig selv
og fordrede saa lidt af hende, og dog gav hun ham noget til
Gengæld, en Stemning, han modtog og dvælede i, selv efter at
han var gaaet fra hende, et Indtryk af noget ungt, sorgløst, rigt
og ømt, en anden Slags Sympati end han var vant til.
Men da de saa var gift og han havde hende for Tid og
Evighed, greb ham med eet en Angst for, at denne Lykke skulde
skade ham, at den skulde overtale ham til at hvile, til at svigte
sine Ideer, og da han med Sikkerked vidste eet i Verden — at
han ikke vilde ofre noget af dem for noget andet, var det let
for ham at tage sit Parti. Han begyndte sin ny Bog, et stort
Værk, og mens han arbejdede sig ind i Tanken om den, gled de
ved hans Tavshed fra hinanden. Han havde saadanne Vanskelig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
