Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
616
Eneboerne
heder ved at faa den samlet i Byen, hvor han blev forstyrret
bestandig, at han var ved at blive gal derover, og da han kom
og sagde hende, at han maatte rejse bort og leve ensomt for at
skrive sin Bog i Fred, faldt det hende ikke ind, at hun kunde
blive tilbage, hun rejste med ham og søgte efter bedste Evne at
gøre Livet behageligt for ham og at finde noget at tage sig for
selv. Hans Arbejde gjorde ham meget tavs — hvordan skulde
han kunne beklage hende, naar han følte, hvordan han arbejdede,
saa Blodet sprang af hans Tanker og Hvile var ukendt for ham,
og hun syntes altid at hvile i en tankefuld og drømmefyldt,
lykkelig sorgløs Ro. Imens han sad i sit Væreise og vred sine
Hænder over sit Arbejde eller arbejdede sig saa dybt ned i det,
at alt andet svandt bort under hans Fødder, sad hun i Stuen ved
Siden af foran Ilden og syede og tænkte paa, hvor forunderligt
alt dette var.
Foreløbig var Havet ganske roligt. Det var meget taaget, og det
regnede af og til, alle Ting var graa i dette Lys, og den fugtige Luft
var saa tung, at Røgen fra Skorstenen ikke vilde gaa til Vejrs.
Fra Vinduet i den Stue, hvor hun sad, kunde Havet ses, ogsaa
det var graat, ganske lidt kruset, og Horisonten var ikke til at
se, og Havets Stemme lød uafbrudt, ensformig. Lucie Vandamm
lagde Brænde paa Ilden og stod og saa paa det, mens den graa
Skumring ganske langsomt blev mørkere og mørkere og lagde
sig om alt.
Da hændte det, at hun hørte Døren gaa, og mens Skridtene
af den kommende lød over Gulvet til hendes Dør, tænkte hun
først, at det var hendes Mand, og derefter, mer med sin Følelse
end sin Forstand, at det ikke var ham, men den samme, som
havde besøgt hende nogle Dage før. Hun rejste sig op, og blev
staaende ved Siden af Ildstedet, da han kom ind. Han bankede
paa Døren, men da hun ikke svarede, aabnede han den, og blev
staaende paa Dørtærsklen, da han saa hende. „Godaften", sagde
han, „jeg forstyrrer Dem ikke, haaber jeg." „Nej," sagde Lucie.
„De synes vist, Fru Vandamm," sagde han, „at jeg er meget
paatrængende. Men De maa tænke paa, hvor ensomt her er. De,
der har set Mennesker saa nylig, kan vist ikke forestille Dem,
hvorledes det er for mig at se Dem." Jeg synes ogsaa, det er
længe siden, jeg har været sammen med Mennesker," sagde
Lucie og saa stift op paa ham. Deres Øjne mødtes, og hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
