Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
622
Eneboerne
dem begge, at hun følte mer Rædsel for ham end for den anden.
Hun trak sit Tørklæde tættere sammen og gik bort fra Vinduet
om til Gavlen af Huset og blev staaende der, op ad Væggen.
Hun strøg Haaret bort fra sit Ansigt og blev staaende længe
der. Da hun vendte sit Hoved til sidst, saa hun, at Lyset i
Dagligstuen var slukket, og da famlede hun sig hen langs Muren og
gik ind og tændte dem igen.
Det næste, der hændte i denne min Historie om Eneboerne,
var to forfærdelige Storme. Den første af dem varede i 7 Dage
og lod begge Øens Beboere forstaa for første Gang, hvad en
Storm var; desuden fyldte den Huset med Røg og Dag og Nat
med det vilde Havs Stemme, en Larm saa øredøvende, at den
til sidst værkede i deres Hoveder. I syv Døgn brølede det store
Oceans vældige Vandmasser omkring Øen, i en kridhvid,
hvirvlende Brænding, og kastede flyvende Fnug af Skum højere op,
end de havde troet det muligt, ligesom i en Slags rasende og vildt
Overmod for at vise, at der var ingen Grænser for dets Magt.
Ligesom Børn i Mørke søgte Eneboerne tættere sammen,
mens denne Storm stod paa. Han kunde ikke samle sine Tanker
til at skrive, mens den varede, lige saa lidt som et nogenlunde
følsomt Menneske vilde have kunnet gøre det under et Slag, eller
imens han hørte Julius Thornberg spille Bruchs Koncert. Men
der var i dens Vildhed noget, der greb ham dybt, og i dens
rasende Kraft og Lidenskab Blod af den Lidenskab, hvori hans
Sjæl havde dvælet og arbejdet. Han kom og sad hos hende
og hun havde aldrig set ham saa fuld af Liv, heller ikke hans
Væsen saa gnistrende af Energi, som i disse 7 Dages tvungne
Hvile. Her kunde han sidde og fortælle hende i Timevis om sin
Bogs Ideer, henrykt over at have en Tilhører, og det havde hun
aldrig set ham gøre før. Derfor sad hun og lyttede opmærksomt
til ham og gjorde undertiden Nar ad ham og fik ham til at le.
Men da Stormen blev ved, Nat efter Dag og Dag efter Nat,
begyndte hun at blive saa besynderlig tung om Hjertet, thi der var
for hende et saadant Udtryk i alle Ting, at Stormen ikke var en
Storm alene; dens Larm var uhyggelig at høre paa, thi den betød
Uvenskab, Uvilje, og nu forstod hun, at det stille graa Vejr i de
første Dage havde betydet Mistro. Hans Sind, der stormede af
Sted uden Tøjle og Tømme, forfærdede hende hver Gang paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
