Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August 1907 - Osceola: Eneboerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eneboerne
623
ny, og hun havde en Følelse af, at hun maatte advare ham og
dog var ingen Advarsel mulig. Paa den syvende Dag stilnede
Stormen af, ligesom om den var tilfreds med, hvad den havde
udrettet, og Luften blev mere stille igen, men Havet blev ved at
gaa højt. Den næste Dags Aften, da Mørket faldt paa, blev hun
draget ud for at se paa dette skønne og uendelige Hav.
Det var næsten mørkt, men i dette Mørke havde alt endnu
stærke Farver, den uendelige mørke Sø var blaa og man kunde
gennem Skumringen skimte dens vældige Bevægelse; i Vest
var Himlen over Horisonten gloende rød og meget mørke Skyer
tegnede lige i Synsranden fantastiske Former ligesom ny Øer,
der var dukkede op. Luften var meget kold og fuld af hele det
Havs salte Aande, som den kom flyvende over, og idet den,
endnu ikke træt og utøjlet som før ilede frem paa sine egne
Veje, för Stormen højtsyngende over og om hende, mod hendes
spinkle Legeme, en svag Hindring paa dens Vej, og slyngede,
idet den forfulgte sit fjerne Maal, et Øjeblik sine vældige Vinger,
snoede hendes Kjole om hende og kastede Haaret og det store
Tørklæde, hun havde taget om Hovedet, tilbage, ligesom om den,
midt i sit vilde Stormløb, havde et Øjeblik tilovers for en Spøg.
Hendes Hænder var iskolde og den skarpe salte Fugtighed, som
Havet førte op mod Klippen, gennemtrængte hele hendes Legeme
med sin Kulde, men dog blev hun staaende, det vidunderlige og
storslaaede Syn holdt hende fast og fyldte hende. Hun stod
ubevægelig og tavs, men at staa ganske stille her var med Stormens
voldsomme Styrke som en stærk Bevægelse, og til Svar paa
Havets, Luftens, Farvernes og Kuldens Tale sang hendes Tanker
højt.
Jorden er det menneskelige mellem Elementerne, Luften det
guddommelige, Havet Satan. Jorden er foranderlig og
forandret, ny Planter voksede op, ny Jordlag blev dannede, de gamle
Skove faldt og ny voksede op, Jorden blev dyrket, udhugget,
inddelt og gav sig under Menneskenes Haand. Himlen og Havet
er evige og uforanderlige, vore Spor over Bølgerne er i næste Nu
udslettede og i denne Morgen ligger Havet som i Livets første
Dage, da Taagerne lettede. I sin evige, høje Klarhed er Luften
Symbolet paa alt forklaret, rent, saligt, i sin evige Uro er Havet
det udelukkedes, det higende, dæmoniske, evig ustadiges Symbol
og Udtryk. Jordens Storhed aabenbarer sig som Mangfoldig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
