Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November 1907 - Kn. Ferlov: Brunetière og Kritikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F. Brunetiére og Kritikken
879
vil det endvidere sige, at vi ikke kan gaa ud af os selv, naar
Livet saa at sige ikke anvendes til andet, naar al Litteratur
hviler paa den Antagelse, at vi kan optage andre Følelser end vore
egne? Meningsforskellighederne er ikke saa store, som man tror;
blandt „litterære Mandariner" er der Meninger, der er fælles.
„Det er de samme Ting, som nogle elsker i Balzac eller Hugo,
som andre elsker mindre, som andre igen kritiserer, men som
alle erkender hos dem". Der er visse Forfattere, der „eksisterer",
andre ikke. Anatole France vilde ikke indrømme denne første
Basis, han erklærede, at man aldrig vilde blive enig, hvis man
skulde låve en Liste over de Forfattere, der „eksisterer".
Brunetiére har følt, at det er en utaknemmelig Opgave at være
Systematiker; der er ingen, der vil hjælpe at skærme Byen, før
Murene er rejst; tværtimod styrter alle sig over „le critique
guer-rier" — det er Frances Ord om Brunetiére — og alle søger at
bryde det Skjoldtag, hvorunder han retter sine Angreb mod
Dilettantismen og „hævner Talentet for Middelmaadighedens
Sukces, hvori der er noget ydmygende for alle".
„En Metode og et Program har aldrig haft den Værdi, som
de Mestre, der anvendte dem". (Études crit. VI pag. 208).
Systemet er kun Instrumentet; det er den Intelligens og Finhed, den
Beherskelse og Overlegenhed, den Smag og Kunstsans, hvormed
Kritikeren haandterer det, der giver hans Værk dets største
Værd.
Brunetiéres Kritik naaer fra Montaigne til Auguste Comte,
fra Victor Hugo til Pascal, fra Filosofien til Romanen, Dramaet,
Lyrikken og Veltalenheden; intet Tidspunkt er bleven ham ukendt,
der er ingen Kunstart, paa hvilken han ikke har øvet sin Kritik.
Selv om visse Fordomme og en Frygt for, at den franske
Litteraturs Tyngdepunkt skulde rokkes, gjorde, at han nødig vovede
sig ind i Middelalderen, fulgte han ogsaa her sin Livsfilosofi: at
søge at forstaa det, andre elsker. Han forsonede sig i sine sidste
Aar mere med de middelalderlige Studier; hans Artikel om
„Tristan og Iseult" og hans Tale ved Gaston Paris’ Begravelse
er et Bevis herpaa.
En saa omfattende Kritik kan synes foruroligende i en Tid,
«
56*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
