Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December 1907 - Ove Jørgensen: Ballettens Krav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1026
Ballettens Krav
Men en større Agtpaagivenhed over for denne Side af Kunstværket
kunde som sagt uden Tvivl gøre det endnu mere fuldtendt. En Digtning
som anden Akt af „Napoli" er virkelig for kostbar til ganske at ligge
brak af tilfældige Anciennitetshensyn.
Ballenens Instruktion ledes for Tiden af Teatrets ypperste Danser,
og man kunde mene, det var ham, der favoriserede Dansen paa
Mimikens Bekostning. Men netop i det mimiske finder man hos Hans
Beck en Alsidighed, der vist er uden Sidestykke i Teatrets Historie.
Han behersker den lydløse Sangkunsts hele Register fra de heroiske
Højder i „Napolis" Madonnascener til den kaadeste Buffo under
Tam-bourmajorens mageløse Frierscene i Pontemolle. Det mest forbløffende
Udslag af denne Alsidighed er hans Optræden i Livjægerne. Efter at
Kunstneren har gennemført den elegante Forførers sagnberømte
Skikkelse med en Højhed og Adel i Plastikken, der mest af alt minder om
den vaticanske Apollo, skyder han pludselig Ham og forvandler sig
med en utrolig Tour de Force til den forsorne Amager, der med
uopslideligt Humør præsenterer al den plastiske Smidighed, der kan gro
i en solbelyst Rendesten. En lignende Kontrast viser de to sidste
Roller, Mars i „Maskarade" og Axel i „Valdemar". Billedet af Absalon
var anlagt med de diskreteste Farver. Den uanselige mørkt klædte
Præsteskikkelse med sine fint mejslede Træk og kolde intelligente
Øjne beherskede ganske Scenen med nogle faa hurtige og energiske
Bevægelser. Først paa denne Baggrund kan man rigtig vurdere
Fremstillingen af Mars: Krigsgudens Entré fyldte de pompøse
Marcherytmer med sine Sabelbens buldrende Barok, og frem imod Rampen
promenerede med rosenfarvede Basunkindér og vidt opspilede forbavsede
Fiskeøjne den henrykte Dumhed i egen almægtige Majestæt.
Over for saa sjældne mimiske Evner kan man ikke for Alvor tro,
at Hans Beck under Indstuderingen skulde forsømme denne Side af
sin Kunst, og netop de sidste Opførelser viser da ogsaa en
beundringsværdig Kælen for Detaillen. I „Toreadoren" og „Livjægerne" kan
man ikke blot glæde sig over den straalende Udførelse af
Hovedpartierne, men Kunsten trænger igennem selv til de uanseligste Afkroge.
Den frysende Københavner (Lense) eller Amagerkonerne (Fru Btichner)
i „Livjægerne" og Jockeyen (James Hansen) eller Kusken (Bertelsen)
i „Toreadoren" fremstilles med en Gennemarbejdelse af de faatallige
Replikker, der ikke blot er en Hæder for de udøvende Kunstnere, men
ogsaa vidner om, at Balletmesteren føler sit Ansvar for Mimikkens
Bevarelse og Udvikling. De sidste Aars glædelige Fremgang er bleven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
