Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts 1908 - C. E. Cold: Beskyttelse mod de Døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
Beskyttelse mod de døde 258
er Tale om en Udvidelse af det i samme indeholdte Princip.
Bernerkonventionen vil jo beskytte Forfatteren mod en Art af
illoyal Konkurrence, idet den sikrer ham en væsentlig Del af
Udbyttet af hans Arbejde — ogsaa i Lande, hvor det store
Publikum kun kan tilegne sig hans Værk, naar det er oversat
paa vedkommende Lands Sprog — ved ikke at tillade
Oversætteren at tilrane sig Forfatterens Part af Udbyttet af den
Publikation, her finder Sted. Ved det omtalte Lovforslag søger man
at sikre Forfatterne mod en Konkurrence, der for saa vidt
ligeledes er mindre loyal, som Konkurrenterne paa Forhaand har
det Fortrin, at deres Værker kan udgives uden Erlæggelse af
Honorar, altsaa billigere end de levende Forfatteres. Her er
altsaa aabenbart Tale om en Analogi, der endda ikke er saa helt
fjern.
Hvad der skulde paaberaabes imod Lovforslaget, maatte vel
nærmest være Hensynet til Samfundet i Almindelighed.
Nulevende Forfatteres mulige økonomiske Interesse burde vige for
den samlede Læseverdens Krav paa under billigst mulige Vilkaar
at faa Adgang til de Skatte, de afdøde Forfattere havde
efterladt, naar det Tidsrum var udløbet, som er indrømmet
Forfiat-terne og deres Arvinger til deri at indvinde det økonomiske
Udbytte af Arbejdet. Men denne Indvending har ikke afgørende
Betydning i et Samfund, hvor man har vænnet sig til Begrebet
indirekte Skatter. Den Stempelafgift, her er Tale om, vilde jo
nærmest svare til en Slags Beskyttelsestold, og, forudsat at den
Indtægt, den maatte bringe, anvendtes paa en samfundsnyttig
Maade, kunde dens Indføjelse nok anses forsvarlig, særlig da
der ikke skønnes at være forbundet større praktiske
Vanskeligheder med dens Gennemførelse. Det er jo derhos ikke smaa
Summer, Staterne aarlig udgiver til Understøttelse, bl. a. af
Forfattere; og til saadanne og lignende Øjemed kunde den
eventuelle Indtægt jo passende anvendes. Man kunde saaledes saa at
sige slaa to Fluer med eet Smæk, dels opnaa en effektiv
Beskyttelse for de levende Forfattere, dels skaffe en Indtægt for Staten,
som vilde muliggøre det for denne i højere Grad end hidtil at
arbejde for kulturelle Formaal.
Sagen fortjener imidlertid aabenbart en nærmere Undersøgelse.
Naar Forfatterretten er udløben, er de paagældende Værker
offentlig Ejendom. Det er nu det offentlige, ikke de private, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
